Det er længe siden, at jeg har været inde og skrive på min blog!

Bloggen har jo nærmest umærkeligt udviklet sig til en slags rejseblog med historier, der tegnede mine refleksioner over de kontraster jeg mødte på min vej. Kontraster, der bidrog til forundring og satte perspektiv på de mange måder tilværelsen kan udfolde sig på. Håndgribeligt og relativt – som for at markere den store mangfoldighed, vi alle er en del af.

Mit sidste indlæg skrev jeg midt i min fantastiske rejse til Indien, hvor jeg sammen med 12.000 andre mediterede for verdensfreden. Jeg glædede mig over, hvordan vi alle – på tværs af religiøse, politiske, kulturelle og ideologiske overbevisninger – kunne forbinde os med hinanden. Oplevelsen af ét stort, kærligt og samlende fællesskab.

Og pludselig – som et lyn fra en klar himmel – blev jeg syg!

Det satte hurtigt en stopper for mine skriverier. For hvem gider at dele ud om det? En fortælling om, hvor lidt jeg kunne på den sidste del af rejsen og på mine sidste 3 dage i et hotelværelse i Hyderabad, hvor jeg ikke kunne andet end at følge med i Dronning Margrethes abdicering og indsættelsen af vores nye konge… på min iPad? Hele programmet! Og videre…om turen hjem Muscat-Milano-København? Nej, vel!

At være syg er en tilstand som for mig, er noget ‘privat’. Det er lettere at dele ud af sine rejseoplevelser og alle de ressourcer, det sættes i spil end de svagheder, man bliver indhentet af, når sygdommen tager over.

Derfor har jeg i en længere periode levet i stilhed og mere tilbagetrukket end jeg plejer.

Indtil nu.

Indtil én af dem, jeg går på højskole med satte mig på sporet ved at sige: Hvorfor skriver du ikke om den rejse, du er på nu? Det kunne da være inspirerende for andre i en lignende situation!

Ja, hvorfor ikke?

Måske fordi det er et skridt ud af min komfortzone…hvor det ville være lettere at gemme sig bag smukke solopgange?

At fortælle om en rejse, hvor den primære destination er at skabe sit eget mirakel for at komme tilbage til en velfungerende krop og et godt helbred – er grænseoverskridende.

Og så må jeg nødvendigvis ‘bekende’, at jeg er syg!

Det i sig selv ligger mig fjernt. For trods alt…så fylder sygdommen mindre end min overbevisning om, at jeg er på vej til at blive rask!

Min diagnose er, at jeg har en ependymom. Det er en cancertumor, der er dannet af mine egne spinalvæsker og sidder nederst i rygsøjlen hos mig.

I første omgang var jeg mest optaget af ‘bare at få den fjernet’. At det var en cancer tumor betød mindre. Det var symptomerne, jeg led under: Tumoren trykker nemlig på iskiasnerven – som til tider har fremkaldt stærke smerter ned gennem hele mit højre ben – selv ved få og små bevægelser. Derudover er nerven ned til anus ramt. Jeg har igennem en lang periode været ude af stand til at kontrollere min tarm og min blære. Hele området – skridtet, baller og baglår – har været følelsesløse. Det har gjort toiletbesøg til en ret ‘træls’ opgave! Mere behøver jeg ikke at uddybe!

Da jeg jo altid har betragtet mig selv som sund og rask, lavede jeg nogle hurtige konklusioner mens jeg var i Indien: Jeg skulle bare hjem og finde en god kiropraktor… så kunne det hurtigt komme på plads. Samtidig var jeg overbevist om, at mine føleforstyrrelser blot var resultatet af de smertestillende piller og injektioner, jeg fik i Indien. Det ville kun være et spørgsmål om tid, inden det automatisk ville gå i sig selv!

Planen efter hjemkomsten var, at tage på højskolen og derfra finde en kiropraktor. To fluer med et smæk: Behandling samtidig med at jeg kunne være kreativ i skolens atelier! ‘What’s not to like’!

Et eller andet sted må jeg jo have haft en bekymring…for som ved tidligere lejligheder ringede jeg til min søde tante, som er læge…for at få lidt råd og vejledning!

Og det blev begyndelsen til ‘denne rejse’…for hun gav mig bogstaveligt ‘sparket’, der førte til en længere periode med diverse undersøgelser og udredninger. Tak til hende…selvom jeg i første omgang strittede gevaldigt imod min søde tantes alarmklokker!

Den 11. marts tog min ‘rejse’ en anden retning: Jeg var til en forundersøgelse på Rigshospitalet, hvor jeg blev præsenteret for de risici, der er forbundet med en operation. Og det var i sandhed et pest eller koleravalg, hvor jeg valgte at sige ‘nej tak’ til en operation. Det tør jeg simpelthen ikke!

Det skal siges, at jeg allerede på det tidspunkt, havde været i stand til at reducere mine symptomer. Takket være kosten, omsorgen og den livsstil, som føres her på højskolen!

Rejsen frem til den 11. marts var for mig en prøvelse i tålmodighed. En konstant afventen på enten en ny undersøgelse eller svaret på en undersøgelse, der var gennemført. En ‘afmagt’, hvor jeg indimellem ikke vidste om jeg var købt, solgt eller glemt – og uden at vide, hvor i systemet jeg skulle række ud for at få hjælp, svar eller vejledning.

Rejsen efter den 11. marts er skræddersyet efter eget design…og med masser af udfordringer og muligheder! Det er den del af rejsen, som jeg håber kan give inspiration til andre i en lignende situation!