Intet er gået, som jeg havde ventet: Det gik fremad – omend med smerter – men jeg var overbevist om, at det gik den rigtige vej.

Dagen efter at jeg havde fået ‘ilt i røven’ (som umiddelbart virkede, men som nogle timer senere gjorde mig varm og svullen) skulle jeg have denne ‘deep tissue massage with steam’.

Jeg har aldrig modtaget en massage så hård – og jeg lod hende gøre det, fordi jeg lever med en forestilling om, at ‘det skal gøre ondt, før det kan gøre godt’! (Mon det er sandt?)

Alt blev masseret og ‘æltet’ – selv brysterne og maven. Så meget, at jeg faktisk følte mig utilpas efter behandling. Nåede hjem, hvor jeg lagde mig – ude af stand til at foretage mig noget som helst.

Følelsen i kroppen var, som når bedøvelsen fortager sig efter et tandlægebesøg. Hvor man ikke kan mærke og adskille kropsdelene fra hinanden. Hele min højre side var varm og sviende…helt ind til min ‘kerne’, så selv toiletbesøg var (er) vanskelige.

Den aften kunne jeg ikke komme så langt som til spisesalen – ej heller næste morgen. Først om eftermiddagen kunne jeg igen bevæge mig omkring – så jeg tog ned til klinikken og sagde, at jeg ikke turde fortsætte behandlingen med ilt. Byttede prisen for min behandling ud med en zoneterapi. ‘Det ved man da, hvad er’…troede jeg!

Jeg indledte med at fortælle og vise, hvor jeg havde ondt! Og hun spurgte mig desorienteret, om det ikke var zoneterapi, jeg ville have? I hendes bevidsthed var der ingen sammenhæng mellem hendes behandling og mine smerter.

En dansk zoneterapeut ville have udnyttet min oplysninger med henblik på at have et særligt fokus på, hvor i kroppen mit problem befandt sig.

Behandlingen var dog i sig selv udmærket. Jeg ville dog kalde det for ‘meridianterapi’ – mere retvisende end at kalde det zoneterapi.

Og derefter gik det både fremad og bedre. Så meget, at jeg selv var overbevist om, at det kun var et spørgsmål om tid.

Efter flere nætters dårlig søvn faldt jeg i aftes i en tidlig og tung søvn. Vågnede omkring midnat for at gå på toilettet. Få skridt efter at jeg var kommet på højkant, kom smerterne. ALDRIG har jeg oplevet noget lignende. Hver en bevægelse skar igennem mig og jeg kunne kun bevæge mig få skridt af gangen.

En indisk kvinde (Prasanna) så, at det ikke stod godt til med mig – og hjalp mig ned til ‘Health Desk’. Det var en tur på max. 30-40 m. Halvvejs blev jeg parkeret på en stol – og hun hentede lægen op til mig. Jeg fik noget smertestillende, men intet hjalp. Jeg koldsvedte, jamrede mig og tårerne trillede ud af øjnene på mig. Jeg kunne SLET IKKE være i det. Heller ikke længe nok til at medicinen kunne begynde at virke. Min ‘iskias’ var gået helt amok – hele højre side fra hoften og helt ned til hælen!

Prasanna er en handlekraftig kvinde. Hun fik én af sine studerede til at vække en kollega, IndiraMa, der havde ‘healende hænder’ og en anden til at komme med varmt vand. Kollegaen strøg og masserede mine smertefulde områder med sine lindrende hænder, mens Prasanna lavede kompressorer med det varme vand, som hun dæmpede smerterne med.

Og så blev jeg ellers lagt i seng på deres sovesal. Behandlingen og medicinen gav mig nogle timers søvn. Smerterne var der stadig; men gudskelov i en mildere udgave.

Min største bekymring var, at jeg uden behandling ville lande i det samme smertehelvede én gang til. Så endnu engang tog jeg turen ned til Health Desk.

Her blev det besluttet, at jeg skulle have en injektion. For at få den skulle jeg transporteres til det nærmeste Medical Centre. Og jeg SKULLE have en ledsager med!

Det er ikke en let sag, når man rejser alene. Lavede et opslag i den danske WhatsApp gruppe, men efter en time uden reaktion (Jeg kender næsten ingen af de danskere, der er hernede – selvom der er over 40 personer)…blev det igen min frelsende engel, Prasanna, der fik en kollega til at tage sig af hendes studerende, mens hun tog med mig.

I min situation er man lidt prisgivet, når man rejser alene og der er langt til spisesalen. Det er også svært at spørge om hjælp, når man ved, at alle har nogle hårde programmer, de følger hernede.

Men også dét sørgede Prasanna for! Da hun ikke var sikker på, om hun kunne hente mad i den internationale spisesal, fik jeg serveret et ægte indisk morgen måltid fra hendes egen spisesal. Noget mere krydret end den ‘kontinentale’, jeg plejer at få. Men det smagte godt!

Frokosten kom et par af hendes studerede med. Senere havde de hentet det vasketøj, jeg havde indleveret for nogle dage siden. Det er absolut utroligt, hvor meget hun har tilsidesat for at bistå mig – og jeg er dybt taknemmelig!

Denne engel af en kvinde, Prasanna, deltager også i ‘10000 for World Peace’. Hun er lærer, underviser unge kvindelige ingeniørstuderende i ‘radar kommunikation’ (som hun også er i færd med at afvikle en PhD i). Hun er her, fordi hun sammen med sine kolleger, skal tage sig af de studerede, der deltager i programmet. 1 lærer pr. 100 studerende.

Prasanna er Hindu og Brahmin, hvilket betyder at hun tilhører den øverste kaste. Ren og smuk både indvendig og udvendig. Spiser udelukkende ‘satvik’, hvilket groft sagt kan udtrykkes som, at hun ikke spiser og drikker ud fra laster, men kun hvad der er rent, godt og let fordøjeligt for kroppen.

Hendes kollega, IndiraMa, har medfødte healende hænder. Hendes mor var healer.

Disse to kvinder har besluttet at give mig en healende massage inden sengetid – og sørger for, at jeg ikke sover mere inden aften – så jeg sikrer mig en nattesøvn.

Jeg er dem begge dybt taknemmelige – og tror fortsat på engle!