Godt nytår – igen! Var af den overbevisning, at det ikke var noget, der blev fejret nævneværdigt her!
Men der bliver sunget og chantet alle vegne. Og unge indere vrimler frem overalt. Trykker hænder med mig og ønsker mig ‘a Happy New Year’. Det starter åbenbart lidt senere!
Den sidste aftensamling, hvor alle mødes hver dag kl. 20…var heller ikke nytårsagtigt i den første time. Den blev brugt på at sedler – mange – der gik rundt, hvor vi skulle skrive navn, alder, hvor vi boede, hvor vi oprindeligt skulle bo osv.
Al ‘accommodation’ er én stor improvisation. Jeg har bestilt en sovesal og er hvor jeg skal være. Det er af økonomiske grunde, at jeg er her! Andre har betalt spidsen af en jetjager og doneret oveni mod eksempelvis at blive indlogeret i et singletelt med bad og toilet. Flere af dem, er også henvist til sovesal – eller har indvilliget i at dele telt med flere personer end aftalt. Hovedarrangøren skulle have været med sin familie med 3 personer i sit logi. Familien er vokset til 8 personer. En del når ikke aftensmødet. De pendler frem og tilbage mellem ashramen og de hoteller, hvor de er midlertidigt installeret. Andre kan ikke holde de hårde madrasser ud – eller larmen – i sovesalene. De har fundet vej til meditationsrummene, hvor der der er enormt tykke madrasser. De har også ‘flying yogis’ her – og de skal jo lande blødt!
Kort sagt. Der er mange, hvor INGEN ved noget om, hvor de opholder sig eller hvem de er! Så det brugte vi en time på, at ‘komme lidt nærmere en løsning’ med. ‘Vi er vel én stor familie’.
I Danmark var ‘sådan en uorden’ nok ikke noget, man kunne slippe af sted med. Det bemærkelsesværdige her er, at alle tager det både med sindsro og et smil. Bevares…kan da godt høre, at enkelte er ved at føle sig lidt opbrugte efter flere nætters interimistisk sovesteder – og sikkert ikke har fået den søvn de har brug for!
I den anden time, ‘kom der andre boller på suppen’. En nytårsceremoni, jeg ikke kendte til, blev afholdt! Og i forlængelse af ceremonien, er der en del, der ‘går i stilhed’. Jeg sad ved siden af én, der ville gøre det…så jeg takkede ham særligt for de gode snakker, vi havde haft! Det var jo den sidste, jeg havde med ham!
I ceremonien – som jeg ikke kender – Puja – fik jeg udleveret en rose. Idet hun fortæller mig, at jeg IKKE måtte dufte til den, var min hånd allerede oppe under min næse. Ren refleks! Og for dem, der kendte til ceremonien – ‘et billigt grin’! Jeg fandt i øvrigt aldrig rigtig ud af, hvad jeg skulle med rosen – udover at nyde duften!
Selv har jeg mentalt indstillet mig på at stå i kø. Det gør jeg ofte og længe. Her er det bare en anledning til at møde nogle nye mennesker! Og kende dem, der for 3. gang fortæller mig, at jeg skal komme igen i morgen. I morgen…er et godt udtryk. Det bliver aldrig opbrugt! I morgen er det før kl. 15. Og den søde mand, der både husker mig og mit ærinde – vi er da ved at være perlevenner nu! I dag foreslog jeg ham, at vi da snart kender hinanden så godt, at vi burde drikke te sammen en dag!
Og så får jeg virkelig lært at arbejde med alle de redskaber, jeg erhvervede mig på højskolen – og nogle af de ting, jeg ved at ‘guruen Maharishi’ også ville bifalde:
‘Never suppress your urges!’ ‘Rest, rest, rest is very important’. ‘You must be ‘selv-referral’.
Alle disse vise udsagn – og flere til – hjælper mig med at lære at sætte foden ned – og lægge pleaser-genet på hylden!
Der er lagt et godt, hårdt og snert program. Men hvis man har 45 minutters spisepause og bruger den første halve time på at få maden? Og hvis der nu er et par kilometers vej, der skal tilbagelægges i forhold til det næste programpunkt? Og hvis der nu var en ‘kø’, man havde havde lavet en aftale om?
Ja, så laver jeg mine egne prioriteringer – og med god samvittighed!
Lige om lidt er det nytår her…og ud over, at jeg sidder her og skriver i mørket fra min køjeseng, har jeg taget mig et dejligt, langt og varmt bad!
Det betyder, at min første nytårsdag bliver mere stille og rolig: Jeg skal ikke stå som nummer tredive i en kø med unge indiske skønheder – som bestemt ikke er hurtige ud af badet!
Og jeg ved heller ikke helt, hvordan jeg skal ‘håndtere’ al den stilhed, der bliver.
Kan ikke forestille mig, at det bliver overvældende – for det er svært ikke at høre den leben, der følger af en forsamling på over 10.000 personer.
Jeg tier ikke stille – og det gør min ‘buddy’ heller ikke…en sød engelsk kvinde, der hedder Joanne!
Så det bliver et godt nytår!