Tiden løber stærkt….målt i penicillin kure! Nu er jeg nemlig på min 5. penicillin kur. Denne gang er det maven – og noget jeg har pådraget mig på min tur til Arusha. Sikkert en blanding af ‘overspisning’ og for mange salater skyllet i vand, som ikke er helt så rent, som det burde være. (Helt sikkert et problem, som hele Tanzania lider under!)

Jeg havde jo set frem til at fylde maven med europæiske lækkerier. Græsk den 1. aften, italiensk den 2. aften og det som hotellet kunne tilbyde på min sidste aften…hvor jeg havde svært ved at hænge sammen efter en strabadserende tur til et et vandfald på bjerget Meru i udkanten af Arusha.

Så jeg vendte tilbage til Monduli i en lidt elendig forfatning!

Min søde værtsfamilie har som altid, gjort hvad de kunne…og Mois tog mig straks til militærhospitalet. Vi var enige om, at med min forestående hjemrejse, var det vigtigt, at jeg nåede at komme til hægterne!

Og her…er det næsten fast tradition…at man bliver ‘grundigt’ medicineret. Det har jeg sovet godt på! Nu er jeg ved at være på omgangshøjde igen…

Har tænkt meget over mit sidste indlæg ‘Når grænsen er nået’. Var jeg ikke lidt ‘hård’ i min bedømmelse? At komme udefra og have så bastante udsagn om andre menneskers måde at indrette sig på?

Jo, egentlig! For med i vurderingen følger en udviklingsrejse fra livet i en traditionel hytte – et liv, der primært foregår udendørs – til livet i et hus, der er bygget op om helt andre præmisser.

Bindeleddet er naturligvis en adfærd, der rækker ud imod begge verdener. Så på en måde, tager man sit udendørsliv med indenfor – og over tid ‘bygger man sin nye rede’, hvor ‘modernitet’ (som vi kender den) gradvist indtager en plads.

Firkantet sagt starter denne rejse med, at der bliver rejst nogle mure, hvorpå der lægges et tag. Næste skridt er indvendige døre, pudsede lofter, malede vægge m.m. Undervejs i processen kommer der nogle enkelte møbler til – og med tiden, vil køkkenet helt sikkert fremstå med køkkenborde, vaske, ovne, køleskabe…og til forveksling ligne dét, som vi kender til.

Ting tager tid. Og i et samfund, hvor ressourcerne i den private husholdning er begrænsede er det nødvendigt at lave ‘benhårde’ prioriteringer i forhold til, hvordan ressourcerne anvendes!

Så selvom mit sidste indlæg måske var lidt ‘sønderlemmende’ tager jeg hatten af for og er fuld af beundring for, hvordan MIN værtsfamilie formår at få hverdagen til at hænge sammen:

De har prioriteret at sende deres børn i privatskole, så de får den bedst tænkelige uddannelse. De har taget et par unge kvinder under deres vinger. Den ene, Adele, er i gang med Secondary School – betalt af min værtsfamilie, den anden, Flora, vil få hjælp til at gennemføre en uddannelse som frisør.

Endnu mere beundringsværdig er det derfor, at de også har visioner og energi til at lægge timevis af arbejde og masser af ressourcer i deres bestræbelser på at gøre en ende på kvindelig omskæring og børneægteskaber – hånd i hånd med det nødvendige fokus på, at dette kun kan gøres i et samspil med en forbedring af levevilkårene blandt masaierne.

Jeg er dem dybt taknemmelige for alt det jeg har lært undervejs – og al den varme, omsorg og hjertelighed, jeg er blev mødt med.