Google Map er på én gang et godt redskab og en forfærdelig misvisning. Via GPS kan den finde og foreslå den bedst tænkelig vej. Hver gang. Det kan ikke betvivles.

Men at forestille sig, at man kan nå frem…tja, så er vi på grænsen af utopier. Google Map ved absolut intet om vejenes beskaffenhed og aner ikke hvilken rolle årstiden spiller!

Det var med hjertet i halsen og med korsets tegn, at jeg på en udflugt fra Monduli skulle anvise, hvordan vi kom frem til den Mtakuja Secondary School, hvor Adela bor (en kusine til Leah, som familien har taget under sine vinger) og siden hen til Kikuletwa Hotsprings.

Mois havde tillid til mig (og Google Maps!). At jeg kunne finde den korteste vej. Og det kunne jeg. Men her kom udtrykket ‘genvej er senvej’ til fuld udfoldelse. Jeg er sikker på – i bakspejlets klare lys – at Mois’ lidt længere vej ville have været at foretrække. Og dog! Han er mere vant til ufarbare veje end landeveje…så jeg forstår sjældent helt, når han giver udtryk for sit syn på, at det skulle være en god vej, vi befinder os på: Når jeg sidder i en firhjulstrækker med et åbent vindue – og smatklatter fordeler sig op over mine bare arme…er det nogle helt andre tanker om vejens beskaffenhed, der går gennem hovedet på mig!

Og når Leah fra bagsædet med mellemrum spørger om ‘hvor lang tid er der igen’…kan jeg ikke gøre andet end at sige, at ‘her tæller tiden ikke’. I givet fald er det kun afrikansk tid, der tæller!

Jeg forundres hver gang over Googles ‘prognoser’ over afstande og den tid, det tager at tilbagelægge en distance.

Når ser ser afstande, der er relativt korte, laver jeg min egen hovedregning, om hvor lang tid det tager. Når jeg f.eks. besøger min datter i Skovlunde og ved at det er ca. 120 km. (plus-minus), så har jeg inde i hovedet afsat omkring 5 kvarters kørsel til turen

Det holder ikke en meter her! Dér er Google Map trods alt ‘klogere’ end mig. For hver gang tænker jeg, at det er da lidt af en overdrivelse. Og lidt senere i forløbet, viser det sig at være en underdrivelse!

Mtakuja Secondary School ligger 146 km. fra Monduli og den hurtigste rute er angivet til at tage 3 timer og 17 minutter. Argh…det lyder da utroligt, at det skulle tage så lang tid!?

Jeg tog ikke tid – og ved knap nok, hvad klokken var, da vi tog hjemmefra – udover, at det var fra morgenstunden. Og undervejs skulle vi også have frokost, men alligevel nåede vi først frem hen på eftermiddagen!

Derfra tog vi videre til Kikuletwa Hotsprings. En tur på 50 km., hvor den hurtigste tur skulle bringe os frem til badeturen på 1 time og 21 minutter. Så er det lige før, at man spørger sig selv, om Google har problemer med deres regnemaskine!

Ca. kl. 18 hoppede jeg i søen med de varme kilder…efter ganske kort tid fulgte Mois og Leah efter og vi blev i det veltempererede vand indtil solnedgang. Det var ihverfald mørkt, da vi kørte derfra. Så mørkt at vi aftalte med én af de ansatte, at vi ville køre efter hans motorcykel de første mange kilometer for at finde den letteste vej ‘ud’ eller ‘væk’ fra stedet – ihverfald så langt, at vi kunne SE, at vi kørte på en vej!

Klokken lidt i 23 var vi tilbage i Monduli. Efter en rigtig dejlig dag, men HOLD DA OP, hvor var vi trætte! Især Mois, der havde siddet bag rettet hele dagen!

Det var nu hele dagen og alle strabadserne værd: Adela blev rigtig glad for besøget og vi blev vist omkring – og turen til the Hotsprings vil jeg sent glemme:

Det er en gave, at være den person, der introducerer to voksne mennesker til deres livs første badetur! At se deres begejstring i det lune vand er noget af det mest fornøjelige, jeg længe har været med til!

Da vi kom hjem, betroede Mois sig til mig: ‘I have always had fear about entering the water – but when you payed for it, I said to myself that I must.’

Det bedste er dog, at det nok ikke bliver den sidste badetur. Jeg er sikker på, at de en dag tager hele familien på en udflugt til Kikuletwa Hotsprings!