Hov! Er ‘fruen’ vendt tilbage til den ‘sædvanlige rejseaktivitet’!?

Ikke helt.

Men jeg er på vej!

For nogen tid siden fik jeg en invitation fra mine gamle FN kolleger. Denne gang med re-union i Cairo. På det tidspunkt, hvor jeg modtog invitationen, var jeg meget i tvivl, om jeg ville være i stand til det… men det var så tillokkende og jeg er så tilstrækkelig optimistisk, at jeg tog en rask beslutning. ‘Man kan jo altid tage det lidt med ro’.

Og så blev det!

Og naturligvis meldte jeg mig til det fulde program. Gjorde op med mig selv, at jeg jo kunne ‘aflyse’ lidt af det undervejs…hvis det blev for strabadserende.

Så jeg fik ikke set mumierne!

Men eller fulgte jeg hele det veltilrettelagte program med den allerstørste glæde!

En masse arkitektur, flere moskeer og en bazar, hvor vi blev kørt fra sted til sted i en slags ‘golfvogne’.

Pyramiderne ved Giza..i 47° varme og høj sol. Dem har jeg set før – i en sandstorm. Så denne gang tog de sig anderledes ud. I Giza stod den sene lunch på en overdådig buffet…fyldt med alle mine mellemøstlige livretter! Dér var det, at jeg besluttede mig for at lade mumier være mumier…for jeg var selv tæt på at føle mig som én af dem.

Jeg tog i stedet et hvil…så jeg kunne være klar til endnu en aftens selskabelighed! Vi samledes hver aften…og jeg nød hver eneste sekund. En af mine tidligere kolleger, er repræsentant for EU i Egypten, så ikke alene havde han de bedste indsigter og kontakter…han havde også en kæmpebolig midt i ambassadekvarteret med aircondition, et spisebord med plads til en 30-40 stykker (-eller mere!), saloner med bløde stole, tjenestefolk, der kom med drinks og lækkerier i en lind strøm. Vi kom aldrig i haven…vores ‘garden barbecue’ blev indtaget indendørs – selv langt hen på aftenen var temperaturerne som i en sauna.

Glæden ved at være i dette ‘fællesskab’ var som en rejse ned af Memory Lane. Nogle af dem havde jeg ikke set i 30 år! Og at sidde ved siden af min gamle assistent fra Gazastriben føltes bare så trygt og godt.

Det er utroligt at mødes fra alle verdenshjørner, hvor ALLE har noget at sige hinanden – bundet sammen af et stærkt fællesskab omkring de oplevelser vi har haft i Gaza og på Vestbredden under intifadaen.

Jeg har været glad og rørt, er blevet mødt med stor omsorg og omgivet af varme…bogstavelig talt!

I den efterfølgende weekend gik turen til Århus.

Fredag aften på café i den summende bymidte. Lørdag formiddag ‘i gode hænder’ hos en omsorgsfuld ven og videre derfra til en forrygende fest. Fyldt med musik, lækkerier og omgivet af inspirerende gæster! ‘What’s not to like’!

Jeg spørger indimellem mig selv, ‘om det nu også er klogt’…at kaste sig ud i disse festlige og farverige stunder – og svaret er et rungende JA!

Også selvom jeg bliver mere træt, får mindre hvile og skal bruge lidt ekstra tid på at komme tilbage i ‘omganghøjde’.

Det er en del af mit ‘genoptræningsprogram’

Og ikke stort anderledes end i begyndelsen af mit sygdomsforløb, hvor jeg kastede mig ud i gå- og ‘pottetræning’. At sætte sig nogle mål. Fra næsten at være ude af stand til at gå uden smerter, til at tage længere og længere ture. Første mål var 5 kilometer. Nu er jeg tæt på at kunne præstere det dobbelte! At komme naturligt på toilettet. At kunne ligge længe på ryggen – og ikke kun på min venstre side. Gradvist kravler jeg op ‘i niveau’ – og glæder mig over det!

Jeg tror ikke på, at man bliver ‘rask’ af, at holde fast i, at man er syg. Jeg tror mere på, at man bliver rask af at bevare et fokus på alt det, der giver værdi og glæde. Som gør livet smukt og værd at leve. At man forsat drives af nysgerrighed og lysten til at deltage i smukke og meningsfulde fælleskaber omkring fest, glæde og samvær.

Også selvom jeg lejlighedsvis støder på holdninger fra en svunden tid – hvor der stilles spørgsmål ved, om jeg nu også er syg…fordi jeg aktivt ‘føjter omkring som jeg plejer’!

Jeg husker selv…og hører stadig…historier om, at man blev i sin seng – eller i det mindste indendøre, indtil man var rask! For tænk, om arbejdsgiveren eller skolelæreren så én henne i Brugsen, når man af den ene eller anden grund var sygemeldt!? Eller naboerne? Så rygterne om, at man tiltog sig en (sikkert tiltrængt!) fridag florerede omkring én. Eller måske ‘bare’ frygten for at rygterne kunne opstå!

Stress, kamp, flugt og skjul – om det foregår under dynen eller ude i verden – kan man blive syg af. Alt for mange lider af den tort!

Appetit – på livet (og maden!), glæde, nysgerrighed, accept, tålmodighed, kærlighed og omsorg fylder os med det vi behøver – og giver sindet og kroppen, de ressourcer vi har brug for til at folde livet ud HER og NU!

Det er ikke en ‘kamp’ jeg er ude i for at blive rask. Jeg drives af en søgen efter at blive en ‘bedre udgave af mig selv’ i troen på, at der er en vej. Jeg skal bare finde den…og det er i sig selv en spændende rejse!