Én af de følelser, som jeg lejlighedsvis hjemsøges af er tvivlen!

Tvivlen på, om jeg gør det rigtige? Tvivlen på, om tankens kraft kan udrette mirakler? Tvivlen på om der er noget jeg har overset…vi kender jo alle til blinde og / eller oversete vinkler!

Og meget af det jeg arbejder på i mine bestræbelser på at få tumoren til at (for)svinde, er jo ‘uautoriserede’ forsøg, der tager udgangspunkt i ‘trial and error’ metoden. Samtidig med at jeg læner mig op af troen!

Troen er en ‘sær størrelse’…for… også i eksempelvis den ‘autoriserede kristendom’ …er tvivlen troens følgesvend. Eller måske bare et udtryk for en menneskelig ydmyghed!

Ud fra den overbevisning er det ihvertfald harmløst og uskadeligt ‘at fjumre sig frem’…og det gør jeg i stor stil…med masser af positive forventninger! Hver gang jeg prøver noget nyt ‘hamrer jeg lidt på rørene’ og lytter, føler, mærker efter selv de mindste forandringer.

Forandringerne kommer…hele tiden…men i små, næsten umærkelige skridt! Det er sjældent fra dag til dag, jeg gør mine gode opdagelser. Det bliver ofte mærkbart og synligt i et større spænd!

Det er f.eks. en ‘opdagelse’, når jeg i min optagethed af ‘nuet’ får et spørgsmål som: Hvordan har du det? Øh…i et splitsekund prøver jeg at finde koblingen mellem afsender og modtager af spørgsmålet! Afsenderen spørger ud fra en ide om, at jeg er syg…og jeg (som modtager) har ‘flyttet’ min selvforståelse. Jeg tænker ikke længere mig selv som syg. Næsten symptomfri og med en god tilpasningsevne, er jeg jo… uden at have gjort mig de store overvejelser…overgået til kategorien ‘rask’. Ihverfald relativt – og i min forståelse af verdenen!

Jeg tror, at tvivlen er en uundværlig følgesvend, når det gælder om at bevare en god jordforbindelse!

Alligevel har jeg forsøgt at komme den ‘til livs’…eller rettere…forsøgt at komme tvivlen i møde:

Efter at have læst Bruce Lipton’s bog om ‘Intelligente celler’ – for anden gang – blev jeg optaget af, om jeg nu var ‘programmeret’ rigtigt. Hvad nu, hvis jeg samtidig med en overbevisning om, at ‘jeg kan skabe mit eget mirakel’ bærer rundt på nogle grundlæggende overbevisninger fra barndommen – eller fra andre steder – om, at ‘det nytter alligevel ikke noget’ eller på anden vis ‘stikker en kæp i mit eget hjul’ uden at være mig det bevidst? Så taber min gode overbevisning måske energien? Det var en bekymring, jeg måtte undersøge for at genoprette den indre ro!

Jeg meldte mig derfor til en PSYCH-K session. Det var én af de metoder, der ifølge Bruce Lipton skulle være meget virksom. Har aldrig hørt om det før – og vidste slet ikke, om det var en mulighed her i Danmark. Det ER der!

Metoden kan bedst beskrives som psykologisk kinesiologi. Dem, der har prøvet en kinesiolog kan sikkert huske, at terapeuten stiller spørgsmål og finder svarene ved at trykke klientens arm ned. Muskelkraften vil da ‘fortælle’ terapeuten, hvad der er sandt eller falsk – baseret på styrken i armen. Ved et falsk udsagn forsvinder kraften. Ved et sandt udsagn bevares styrken. Alt sammen fordi underbevidstheden ved besked om, hvad er er brug for – og sætter sin ‘vilje’ igennem. Genialt!

Helt på samme måde er det dog ikke med PSYCH-K…men principperne er der ikke den store forskel på.

Google beskriver det på følgende måde:

‘PSYCH-K fremgangsmåden handler om at transformere enhver begrænsende underbevidst overbevisning du måtte have, som kan være relateret til din tilstand. Disse overbevisninger erhverves normalt i de tidlige stadier i livet og fortsætter ofte ind i voksen alder, under niveauet for din bevidste bevidsthed.’

Efter 90 minutter med mange spørgsmål…gik jeg derfra med oplevelsen af, at jeg – i et samarbejde med min underbevidsthed – havde fået indkredset mine kerneværdier – og luget det ud, som stillede sig i vejen for dem!

Det er jo svært at afgøre, hvor virkningsfuldt det er; men det gav mig en større ro og mere klarhed i forhold til, om jeg er på ‘rette spor’.

Og ‘rette spor’ er ikke ét entydigt spor, men mange veje og tiltag, som tilsammen kan bringe mig videre – derhen hvor jeg vil!

Og om ikke andet…så er jeg helt sikkert blevet klogere på mig selv og hvad der er vigtigt for MIG, når jeg for sat mig selv ud over mine ‘pleaser-gener’, mine egne tolkninger af andres forventninger til mig og andre ‘uklare og upræcise selvforståelser..

Og det er rart!