Kort fortalt er Panchakarma en systematisk og gennemgribende udrensning af hele kroppen, for at den kan komme tilbage i en balance, hvor den vil være i stand til at helbrede sig selv!
Samtidig er det et individuelt tilrettelagt behandlingsforløb. Derfor indledes panchakarma’en med en grundig konsultation, så alle behandlinger undervejs er i overensstemmelse med den enkeltes problemstillinger og behov.
Det er en vedisk behandlingsmetode, som er blevet anvendt i Indien gennem tusinder af år.
Selve behandlingen strækker sig (her) over 16 intensive dage, hvor man forudgående bruger ca. en uges forberedelse for at opnå det optimale udbytte.
Som fortalt ovenfor er fokus udrensning med henblik på at få kroppen ‘tilbage’ i balance synkront med hvilke behandlinger, der skal anvendes for at opnå det fulde udbytte.
For mig var det nærliggende at deltage. Jeg bor i forvejen på skolen …og forberedelsen var ‘næsten’ indbygget, idet jeg kort tid forinden havde deltaget i skolens detox uge.
En del af behandlingsforløbet var ‘ren velvære’. Andet havde en karakter, hvor jeg ihverfald har måttet holde mig mit mål for øje! Jeg havde jo sagt nej tak til at få fjernet en tumor gennem operation – og var selvsagt indstillet på at afprøve mange af de metoder og alternative tilbud, som krydser min vej…også de mindre behagelige!
Mit mål er, at få tumoren til at (for)svinde – og jeg er overbevist om, at jeg om et års tid – til den sidste MR skanning – vil stå og fryde mig lidt over lægernes undren over ‘hvor den blev af’!
Panchakarma’en og de sidste måneders fokus på kost og livsstil har ikke gjort min optimisme mindre. Stille og roligt har jeg taget afsked med de symptomer, der forhindrede mig i at ‘gå’ og at forrette min nødtørft.
I den henseende er jeg ‘næsten’ normal…lidt hjulpet af, at jeg har tilpasset mig en ‘ny normal’!
Nå…tilbage til Panchakarma… som jeg varmt kan anbefale enhver, der ønsker at skabe sig et boost og styrke helbreddet. Man behøver sandelig ikke med at vente på, at man er blevet syg. Oprindeligt blev panchakarma’en brugt præventivt…for at bevare et godt helbred!
De første 3 dage blev indledt med, at vi fra morgenstunden skulle indtage ghee (klaret smør).
Første dag var det et fyldt snapseglas, lidt mere dagen derpå og på den sidste dag var det ca. et halvt krus lun, klaret smør.
Formålet er, at ghee’en skal give en indvendig smøring, der fordeler sig overalt inde i kroppen. Den løsner samtidig alle urenheder og toksiner og er nærende for alt hvad der er sundt og godt i kroppen.
Når sulten melder sig efter ‘smøringen’, står den på havregrød drysset med kanel, kogte æbler og iblødsatte rosiner. Dertil en ‘te’, fremstillet af et afkog af stærke krydderier.
Gennem hele dagen ‘sippede’ vi kogende vand hver halve time. Både for at rense og for at sætte gang i sekretionerne.
Det siger sig selv, at maden under en panchakarma er økologisk og frisktillavet…og lavet med henblik på, at det er let at fordøje. Kogte grøntsager, masser af krydderier, ris, dahl og suppe.
Brød, ost, marmelade, mælk, kaffe m.m. er ‘no-go’. I de dage, oplevede jeg savnet af noget med lidt ‘bid’, noget sprødt eller lignende – selvom det hele var yderst velsmagende og veltilberedt!
4. dagen startede med amerikansk olie, som vi fik udleveret aftenen før. Når man indtager amerikansk olie, handler det kun om én ting: at have adgang til sit EGET toilet for et ukendt antal toiletbesøg!
Når maven stilner og sulten begynder at melde sig, står den på kogt risvand, kogt risvand og mere kogt risvand.
Dagen afsluttes med et let aftensmåltid i stil med de forudgående dage.
De næste 5 dage var ren og skær wellnes!
Måltider, hvile og rutinerne var uændrede, men dagligt modtog vi 2 behandlinger af tilsammen 2 timers varighed:
Første ombæring var en fuldkropsmassage (Abhyanga), udført af 2 personer, der arbejder synkront. Det er en massage, som alle får under en panchakarma. Det er en fortsættelse af udrensningen…nu med en ydre smøring!
Ren luksus. Da al tøjet var taget af, stod én af behandlerne klar med et opvarmet lagen, som jeg blev svøbt i og et varmt håndklæde, der blev lagt over mine skuldre.
I dette outfit blev jeg ‘parkeret’ i en stol med fødderne på et håndklæde lagt over en varmedunk. Og herfra blev jeg ført ind den ene afspændende tilstand efter den anden.
Behandlerne begyndte fra hver sin side af mig med at løfte fødderne (mine!) på samme tid. Med synkrone og helt identiske bevægelser og strøg blev mine fødder vasket og tørret.
Stadig siddende på stolen var det hoved, skuldre og arme, der blev masseret synkront med varm sesamolie.
Endelig kom jeg op på briksen, hvor massagen fortsatte. HELE kroppen uden undtagelser blev gennestrøget med varm sesamolie – lange, blide men alligevel faste strøg langs alle muskler og små cirkulerende bevægelser omkring alle led. Jeg oplevede det lidt som at smelte og forsvinde undervejs – en lille forsmag på en tur i himlen måske?
Og sådan startede 5 morgener i træk!
Efter abhyanga’en fik jeg forskellige andre behandlinger:
⁃ 2 dage med svedebehandlinger (swedana), hvor jeg blev lagt ind i en kasse, der var indrettet, så jeg ‘kom i sved’ ved hjælp af urteblandet damp.
⁃ 3 dage med en varm stråle af olie ført frem og tilbage over panden (shirodhara) for at berolige nervesystemet.
De sidste 5 dage var svære for mig at gennemføre:
Lige så mange dage, som man er blevet behandlet, følges der op med det samme antal dage, hvor der skal gennemføres lavementer! (Basti).
Skiftevis vand eller oliebaseret lavementer for at sikre, at alle de affaldsstoffer, der er frigivet i kroppen bliver renset ud.
De ayurvediske teknikere kommer hver morgen op på værelset og udfører handlingen…medmindre man selv insisterer på at gøre det!
Da min tumor netop sidder i dét område…fremkaldte det store smerter hos mig. Og selvfølgelig findes der andre løsninger…så jeg fik i stedet en blanding af urter og amerikansk olie, der skulle ‘hjælpe’ mig af med mine toksiner! Det må være under kategorien ‘et nødvendigt onde’!
Lyspunktet i de dage var, at jeg via en kort konsultation / pulsmåling blev anbefalet at tage 3 øjenbehandlinger (nata tapana):
Øjnene bliver renset med ghee! Først dækkes det ene øje med smeltet ghee, så man kigger op igennem en gul masse. Gheen bliver holdt på plads af en tragt, der er lavet af kikærtemel. Processen gentages derefter på det andet øje.
Det lyder mærkeligt, men det har en god effekt. Klare og rolige øjne befriet fra kløe og irritation.
Hele forløbet afsluttes med en længere konsultation i forhold til fortsat at fastholde og forbedre de opnåede resultater.
Min tumor er ikke væk…træerne vokser stadigvæk ikke ind i himlen!
Men mine symptomer er – som beskrevet ovenfor – reduceret betydeligt!
‘Sidegevinsten’ er, at min generelle helbredstilstand er forbedret. Og da det samlet set handler om at få kroppen mest muligt i balance for at den kan helbrede sig selv – ja, så er jeg glad og tilfreds – og godt på vej! Jeg er blevet ‘yngre’…hvis man ser på min biologiske alder. Mine leverpletter er svundet ind eller lysnet en hel del….What’s not to like!