På min sidste morgen i Tanzania var jeg rejseklar og parat kl. 8:30 – præcist som vi havde aftalt!

Og – som alle andre morgener – var resten af familien etapevis klar indenfor den næste time.

Det var min rejsedag – og jeg havde forud adviseret om, hvornår jeg skulle være i lufthavnen – og at jeg i den forbindelse ville være aldeles kompromis-løs og fastholde ‘global-time’.

Planen var nemlig, at vi først skulle i kirke! Kirken ville gerne bede for mig – og det er jo en gestus, som det er svært at takke nej til! Så efter ‘dagen-før’ planen, skulle vi i kirke fra 9-11 – inden turen skulle gå mod Kilimanjaro Internationale Lufthavn, som ligger et par timers kørsel fra Monduli.

Ved 10-tiden nåede vi kirken! Ca. 10:45 gik jeg op igennem kirkegangen (Mois medvirker altid aktivt ved gudstjenesterne og sidder derfor oppe foran menigheden) for at ‘prikke’ ham med hensyn til, at tiden var ved at være knap, hvorefter jeg vendte tilbage til min egen plads – bagerst i menigheden.

Kort tid efter bad Mois og pastoren mig om, at komme op foran menigheden. Så endnu engang tog jeg turen op af kirkegulvet. Der stod jeg. Og som jeg efterhånden har vænnet mig til – uden en anelse om, hvad der forventedes af mig! Om jeg ville sige noget til menigheden? Øhh…!?

Endnu én af mine improviserede taler…uden ét sekunds forberedelsestid! Fordelen er, at jeg aldrig når at blive nervøs!

Bagefter blev der bedt for mig og en sikker hjemrejse…og vi kom ud af kirken uden de helt store forsinkelser!

Leah ville have ‘familie-fotografering’ i en grøftekant – inden de blev sat af for at gå resten af vejen hjem – hvor Mois og jeg fortsatte mod lufthavnen.

Det var hårdt at sige farvel. Kys og kram med Leah og ungerne…uhh…det trak i tårekanalerne!

Vi har boet under samme dag og delt en hverdag i 3 måneder. Det sætter sine spor!

Præcis fordi jeg har været her ‘længe nok’…har jeg naturligvis lavet en ‘large beregning’ for at være sikker på at nå lufthavnen rettidigt. ‘Man lærer vel sine lus på gangen at kende’!

Det betød, at der var tid til at køre ind og spise en frokost på vejen. Det blev en uventet sød og sjov måde at afslutte mit ophold på: Efter 3 måneders lektioner i ‘livet som Masai’ kunne jeg returnere med en lille lektion i ‘europæiske bordskik’.

Vi landede nemlig på et sted af ‘vestligt tilsnit’. Først kom teen til Mois og kaffen til mig. Teen blev serveret i en tekande og koppen blev sat på en UNDERKOP – dér, lidt til højre for, hvor tallerkenen skulle stå. Mois flyttede tallerkenens runde dækkeserviet væk – så han kunne stille koppen foran sig. Jeg tog koppen og stillede den tilbage på underkoppen. Forklarede ham konceptet om, at man hælder te fra tekanden i tekoppen på underkoppen og at man derefter rækker armen hen, tager fat i koppen, fører den til munden og stiller den tilbage til underkoppen. Han blev lidt forvirret – så både kop og dækkeservietter skiftede plads nogle gange….hvor han ville have koppen foran sig og ikke rigtig kunne se meningen med en underkop – og jeg ville have den tilbage, fordi jeg vidste, at der var en tallerken på vej! Det så næsten ud som om, at vi var i gang med et spil skak!

Vi kunne heldigvis begge to finde morskab i, at nu var jeg blevet belært om, hvordan man gebærder sig som Masai i 3 måneder – så han blev altså lige nødt til at modtage en enkelt lektion i ‘vestlig bordskik’! Og aldrig så snart, at der var kommet styr på kopperne – så kom tallerkenerne med KNIVE og GAFLER – hvor Mois selv spurgte om, hvordan man gebærder sig med bestikket.

Da jeg var færdig lagde jeg kniven og gaflen til den ene side på tallerkenen og fortalte ham, at sådan signalerer man til tjeneren, at nu er man færdig. Og helt efter bogen…blev tallerken taget af bordet!

Det bandt så fin en sløjfe på mit ophold – at vi ca. 10 km. før vores afsked – kunne more os over og glædes ved, hvor stort et udbytte vi alle kan få…når vi har muligheder for at udveksle de mange forskelligheder, der har rødder i de kulturer, vi hver især kommer fra.

Og hermed slutter mine beretninger fra Masai-landet i Tanzania!