Jeg har lige været på den mest fantastiske Safari med min Masai familie. Vi kunne ikke have haft en finere afslutning på flere måneders fantastisk samarbejde. Mit ophold har været berigende for både dem og mig. Jeg har følt mig SÅ velkommen og ville ikke have været dette ophold foruden.

Vi drog hjemmefra tidligt den første dag for at tilbringe en dag ved Lake Eyasi, hvor vi ville få muligheden for at møde ‘rigtige buskmænd’ og folk fra Tatoga stammen.

Virkelig en interessant dag, hvor kontrasterne trådte frem og verdener foldede sig ud på forskellig vis!

Allerede på turen dertil, da vi passerede gennem landsbyen Losrwa, måtte jeg lige spørge en ekstra gang – for at finde ud af, om jeg havde forstået Mois ret: Den Masai høvding, der boede dér, havde 70 koner, sin egen skole – ovenikøbet finansieret med hjælp fra regeringen – og et ukendt antal børn!

På den ene side af vejen kunne jeg se de mange hytter fordelt tæt indenfor en ‘pæn stor grund’.

Skolen havde han fået hjælp til at opføre, fordi den skole, der var til rådighed, var på den anden side af vejen – og lidt farlig at krydse for de mange børn!

Endelig nåede vi frem til ‘indkørslen’ til Eyasi søen. Autoritetstro, som vi er, kørte vi ind på området for at betale ‘entrance fee’. For det første var prisen steget 35 USD, siden jeg havde tjekket det på internettet (dagen før). For det andet var det kun mig, der udløste et beløb – 110 USD dollars. Tanzanianere går gratis ind (hvilket er fint!) Indkluderet i prisen var der denne lidt sléske tatoga-mand, som fulgte med os som guide. På mange måder ok – for vi havde næppe selv fundet frem til disse buskmænd.

Buskmændene er få. En ældgammel stamme, der absolut ikke går i skole eller på anden vis forsøger at blive en integreret del af civilisationen. De lever fortsat af jagt og frugt, sover udendørs om natten i den tørre tid og finder frem til huler i regnsæsonen. Og så er de kendt for at have et sprog fyldt med masser af klik-lyde! Det var et interesant besøg…vi fik en god præsentation, Leah smagte på det vildsvin, der var blevet dræbt samme morgen, vi fik alle afprøvet vores evner med bue og pil – og oplevet lidt ‘klik’, sang og dans!

Så gik turen videre til Tatoga stammen. De lever af landbrug og som smede. Bl.a. sælger de pilespidser til buskmændene.

Jeg var ret imponeret over deres evner indenfor smedefaget. De lavede en meget smuk produktion – ikke kun bestående af pilespidser og andre redskaber – men også af smykker. Det mest fascinerende var dog, at ALT var fremstillet af genbrugsmaterialer – eller skrald, om du vil. Kasserede ledninger, opsamlet metal…alt kunne og blev brugt.

Jeg faldt for fristelsen og købte en par armbånd til alt for høje priser. Jeg under dem bestemt en indtægt, men der var nogle principielle grænser omkring min forståelse af lighed, som blev provokeret. Jeg har brugt store dele af mit liv på at fremme og have lighed som en værdi – og så står jeg dér med dyre armbånd op af armen – betalt til hans kone, mens han i direkte forlængelse af mine indkøb forærer armbånd væk ganske gratis til Mois og Leah. Pludselig sad jeg tilbage med følelsen af at være til grin og ‘snydt’. Han havde jo i forvejen fået 110 USD af mig for at være til vores rådighed i et par timer. Så er det jo let nok at lege ‘good guy’ på min bekostning!

Oplevelsen satte gang i en masse tanker hos mig. Jeg blev i øjeblikket overvældet af irritation og harme over den forskelsbehandling, man kan blive genstand for her i Tanzania! Måske også fordi, at denne Safari – som jeg i den grad har set frem til at ‘give’ og have sammen med denne skønne familie – blev besudlet at følelsen af fordommene om, at alle hvide mennesker er rige og har en uudtømmelig pung, som de bærer rundt på! (Apropos én af mine tidligere blogs, hvor jeg skriver om, hvordan vi selv er med til at skabe fordomme og forventninger til ‘hvide’).

Prisforskellene er himmelråbende. Selv indenfor det offentlige system. Jeg var taget til ‘Headquarter’ for Tanzania National Parcs i Arusha for at få hjælp til billetterne og for at vi kunne spare tid og undgå køer, når vi skulle besøge henholdsvis Lake Manyara National Park og Tarangire National Park. Det viste sig…at jeg var blevet noteret og betalte for 2 chauffører og 2 firhjulstrækkere pr. dag…udover den fyrstelige pris for mig – for at være udlænding. Ca. 100 USD pr. dag for entre. Det var jo åbenlyst en fejl – alene af den gode grund, at jeg KUN har oplyst et navn på én chauffør – Mois – og registreringsnummeret på hans bil! Tænkte, at jeg kunne hente lidt af beløbet hjem…og brugte også en del tid på at få en kreditnota – kun for at opdage, at beløbet KUN kunne bruges, hvis jeg ville købe flere billetter! Det var absolut ikke ulejligheden værd…og styrkede kun min følelse af, at jeg blev lidt udnyttet! Det er jo ikke en katastrofe – og jeg overlever det fint – men der var altså lige en stund, hvor jeg følte mig provokeret og oppe i det røde felt!

I min hverdag her i Monduli er jeg altid blevet behandlet med stor venlighed og respekt af alle – og det er først ‘som turist’ at forskelsbehandlingen bliver synlig og helt går op for mig. Som ‘rigtig’ turist, er det ikke sikkert, at jeg ville have opdaget det, men sammen med en tanzaniansk familie bliver min opmærksomhed på kontrasterne mellem ‘dem og mig’ pludselig meget store!

Al harmen blev dog hurtigt lagt bag mig – for hyggen, samværet og glæden ved vores fælles tur var stor. Via booking.com havde jeg fundet et fantastisk dejligt sted, Hondo Hondo* huset i Mto Wa Mbu. God plads, fine omgivelser, alt virkede perfekt. Brigh og Binaye – drengene – elskede at løbe op og ned af trapperne – til førstesalen – hvorfra de kunne afskyde pile med de buer og pile, de havde fået af buskmændene. Leah fik mange gode ideer til indretningen derhjemme – og jeg kunne være lidt mere behjælpelig i køkkenet, fordi køkkenredskaberne og indretningen lignede noget, jeg havde kendskab til!

Næste morgen tog vi afsted – afrikansk tid – hvilket vil sige lidt senere end aftalt. Men sådan er hverdagen her!

Det blev en dejlig dag i Lake Manyara National Park…hvor vi lige akkurat nåede ‘ud’ af parken, inden vi løb tør for benzin og inden udstødningsrøret var helt kaput. Udstødningsrøret havde vi i fællesskab repareret nødtørftigt dagen før. Så vi lød lidt som en kutter, der var på vej igennem landskabet – hvilket dog ikke forhindrede os i at se en masse vilde dyr! Den dag vidste jeg ikke, at man skulle blive i bilen – førend det blev mig fortalt!

Sidst på eftermiddagen fandt Mois en mekaniker, der fik bilen tilbage i fin stand til en rimelig pris!

Endnu en hyggelig aften i Hondo Hondo huset. Vi stod tidligt op næste morgen og fik pakket al vores habengut sammen, inden vi drog videre på vores næste eventyr! Tarangire National Parc.

Her på 3. dagen fik vi set endnu flere dyr. Selv en løve på jagt efter sit bytte – et vildsvin – havde vi spændingen ved at følge. Og MASSER af store elefanter. Dem er Leah bestemt ikke glade for. De var en tilbagevendende kamp om – skal vi blive eller køre videre? Det er jo kæmper, der kommer vadende henimod os!

Efter turen mente jeg, at det ville være på sin plads med en is. Bright lyste op…selvom hans far og mor drillede ham med, at han vist lige skulle blive færdig på universitetet først!

Jeg købte en is til os hver – i varmen kunne jeg ikke forestille mig noget bedre. Stor var min overraskelse, da jeg ser Bright’s ansigt fortrække sig i en grimasse og høre ham på swahili sige ‘baridi’, hvilket jeg tilfældigvis ved betyder ‘koldt’! I sit 7-årige liv har han aldrig tidligere smagt en is – og havde vist en forventning om, at sætte tænderne i noget, der var mere varmt og lækkert!

Derfra gik turen hjem…med et lille slag omkring Nanja…for at hente lille Abby og Flora, der havde opholdt sig der, men vi var på eventyr!

Kan kun takke for en uforglemmelig Safari. Og hvor er jeg glad for, at jeg blev guidet af min dejlige Masai familie – og ikke i én af de mange turist-fyldte jeeps, vi mødte på vores vej!

* Hondo Hondo er en fugl.