Egentlig havde jeg planlagt 3 feriedage i Arusha. Det er den nærmeste storby og den 3. største by i Tanzania, så jeg ville gerne undersøge den lidt nærmere. Og så er den under en times kørsel fra Monduli, hvor jeg bor og kan nås via en overfyldt bus til hvad der svarer til 6 kr.

Men her har man planer – som jeg tidligere har beskrevet – indtil nye situationer opstår. Og det skete allerede på den første dag. Inden jeg skulle til Arusha skulle jeg ‘lige’ en kort tur i banken…der blev til en hel formiddag. På vej derfra ville jeg også ‘lige’ købe indgangstilladelser til 2 nationalparker, der skal besøges i weekenden…og det tog også en del tid.

Så på min første feriedag var jeg fremme ved Green Garden Guesthouse midt på eftermiddagen.

Efter at have været underdrejet i en længere periode ville jeg indlede mit ophold med en god gang massage. Og endnu engang måtte jeg sande, at Google ikke altid er på omgangshøjde med de tanzanianske forhold. Jeg havde fundet et sted i nærheden af, hvor jeg boede, men hverken jeg eller de nærmeste naboer kunne finde stedet!

En yderst venlig og hjælpsom lokal, mente at det var for farligt for mig at bevæge mig rundt i det kvarter, hvor jeg var havnet – så hun genede mig resolut ind i sin bil, så vi kunne køre rundt og lede. Vi fandt aldrig stedet, så hun kørte mig derfor hen til et andet sted. Lukket. Kørte mig hen til endnu et sted, hun havde hørt om. Parkerede bilen og gik med mig ind for at sikre, at der var åbent og at de kunne tilbyde mig den massage, jeg ville have. Jeg blev næsten forlegen over al hendes venlighed. Men ikke tale om, at hun ville modtage noget som helst. Jeg må sige, at den samme slags hjælpsomhed overfor ‘totalt fremmede’ ikke er én, man ofte møder i Dagens Danmark! I byerne kan det dog til tider være vanskeligt at skelne, hvornår det er en ægte hjælpsomhed og hvornår det er fra én, der om ganske kort tid forventer at modtage noget for sin ydelse.

Efter en rigtig dejlig massage var det ved at være spisetid. Klokken var mange, så jeg fandt et lækkert sted i nærheden og nød et udsøgt måltid. Kyllingesnitzler, den lækreste marinerede salat og nogle råstegte kartofler med løg og masser af persille.

Hele næste dag var MIN. Besøgte Masaimarkedet – kæmpestort. Fik den lækreste frokost med et glas koldt hvidvin og ‘en rigtig kop kaffe’, besøgte Arusha Cultural Heritage Center, hvor jeg afsluttede turen med en meget lækker (og dyr) iskaffe. Ca. 45 kr. for en kop kaffe her, ville ryste de fleste!

Fyldt og mæt på både mad og oplevelser…tog jeg tilbage til Green Garden Guesthouse og slappede af resten af dagen. Det var den ferie!

Bankdirektøren i Monduli har nemlig et godt øje til mig, hvilket betyder, at vi er kommet rigtig langt med mange ting i banken her på det sidste. Jeg tror at Teng’ena Community Development Organization er én af – om ikke den første NGO i Tanzania, som bliver oprettet med en konto i banken på samme måde som hoteller, tour operators og andre forretningsfolk. Det betyder, at det fremover bliver hurtigere, lettere og billigere at indbetale donationer til NGOens konto fra hele verden. Hans ‘milde øje’ betyder også goodwill: den har en karakter, hvor bankdirektøren på eget initiativ kunne finde på at ‘prikke’ Mois på skulderen med gode tilbud!

Det er nu ikke kun min fortjeneste. Jeg er bare så heldig, at jeg er dansker og at banken har nogle forudgående og yderst positive erfaringer med DANIDA.

Derfor lod jeg mig også overtale til at konvertere min 3. feriedag og deltage i en heldagskonference i Arusha International Conference Centre. Ovenikøbet havde bankdirektøren givet mig lektier for…for han havde gerne set, at jeg bidrog med et lille indslag om vores NGO.

På min 3. feriedag stod jeg derfor op kl. 5:30, så jeg kunne nå et bad og pakke – være i morgenmadsrestauranten en time senere og være klar til afhentning af Mois kl. 7:30.

Klokken 8 skulle vi være fremme – sammen med en række mindre organisationer og NGOer, der havde det til fælles, at de arbejder for at fremme vilkår for børn, unge og kvinder.

Efter vores ankomst blev det annonceret, at mødet først ville starte kl. 9. Ikke kl. 8 som vi var blevet sat i stævne.

Én af grundene at det hele kom så sent i gang (der er sikkert mange flere uvisheder, som jeg ikke kender til!) er, at ALLE – udover et ‘lufthavnstjek’ – manuelt skulle indskrive sig med navn, bopæl, organisation, telefonnumre m.m. på skemaer, inden de måtte gå ind i lokalet. Folk blev ved med at strømme til. Bordene blev gradvist udskiftet med flere stole. Mange valgte gangarealerne og satte sig på gulvet.

Lidt over 10 begyndte mødet – på swahili. En time senere – strømmede folk fortsat til. Med stole eller stående langs med væggene. Vi var ved at være omkring et par tusind mennesker. Tæt pakkede i en kæmpemæssig konferencesal. Det var de danske brandmyndigheder ALDRIG gået med til! (Arrangørerne havde regnet med ca. 500 deltagere!)

En ung bankmand indledte konferencen med et indlæg om, hvordan organisationer og NGOer, der arbejder med at fremme vilkår for unge eller kvinder kan søge om lån til at udvikle deres projekter. Lån til empowerment. Uden at skulle betale renter. De fremmødte skrev på livet løs – eller optog talen for at få alle guldkorn og detaljer med, om hvordan de kan søge om disse lån.

Arrangementet foregik i et samarbejde med regeringen. Så derfor var der også en kvindelig repræsentant fra regeringen, der leverede et oplæg. Og så var der naturligvis også en masse fotografer og teknisk personale, der var fremmødt for at styre billeder og lyd.

Et andet indslag var en enlig kvinde, der stillede sig op og sang. Det samlede jubel og folk at lytte til en sang med et tema om en styrkelse af indsatsen for, at børn ikke må udsættes for vold.

Så blev det frokosttid, hvor der blev der uddelt Fanta…med ananas og passionsfrugtsmag…ved vores bord. Og sandkage-agtige cupcakes. De gik fra hånd til hånd inden de nåede frem til ‘ejermanden’. Mindst 10 personer må have rørt ved min kage – inden den nåede frem til mig. Men hvad…’målet helliger vel midlet’…her tager man det ikke altid så tungt med hygiejnen!

Mens vi indtog traktementet spillede musikken MEGET HØJT i baggrunden. Jeg kunne absolut intet høre. Mærkede kun, hvordan det dunkede i ørerne. Afrikansk pop-pigtråd vil jeg tro, at jeg lyttede til. ‘When you say Cola, you know what I mean’ var lige en strofe, jeg nåede at opfange.

Man skulle tro, at det var andet end Fanta, vi havde fået. Som tiden gik steg stemningen. Der blev danset, der blev sunget …alt blev bare lidt mere højlydt. Flere der klappede, hvinede og grinede. Det var sjovt og smittende at være vidne til, men jeg begreb ikke meget af indholdet.

Det undgik dog ikke min opmærksomhed, at dette store arrangement, også var en hvervekampagne. Det var utroligt hvor mange nye betalingskort, der cirkulerede rundt og blev underskrevet.

Forsikringsspørgmål og råd om forsikringer var også på dagsordenen.

For mit vedkommende var det mest af alt en lidt langtrukken underholdning. (Spørg hvem som helst om, hvordan de ville have det med et stort og trangt dagsmøde i en konferencesal, hvor det hele foregik på et uforståeligt sprog – og hvor du sad og ventede på måske – måske ikke – at blive kaldt op til podiet for at sige nogle få ord på engelsk (med eller uden tolkning?) Nej vel!

For Mois var der masser af inspiration, som han og Leah kan tage med ud i Masai landsbyerne – og det er jo det vigtigste!

Så er det godt, at man er klædt på med en iPad og skriver i et sprog, som jeg – som den eneste hvide person i hele forsamlingen – forstår. Så kunne de kigge med over skulderen på mig – uden at jeg behøvede at bekymre mig en døjt! Det var mit rum – og jeg kunne tillige holde mig vågen! Ikke dårligt.

Og ferien? Jeg tager naturligvis revanche! Har allerede booket et nyt ophold i Arusha.