Skæbner findes alle vegne. Også blandt masaierne er nogle ramt hårdere end andre. Der er historier her, der efterlader én med glæden over at tilhøre et velfærdssamfund og hvor man fuldt ud forstår det triste budskab om, at gennemsnitsalderen for en tanzanier ikke er højere end 45 år!
Og endnu hårdere rammes man ved tanken om de barske vilkår, når det er ‘indenfor familien’ – den famile, som p.t. er min!
Mois’ søster har kontaktet ham. Hun er en af de kvinder, som hele Mois’ og Leahs sociale engagement handler om – og hvor de bare er nødt til – som alle andre – at stå tilbage med afmægtigheden om, at ingen af os kan redde hele verden. Vi må alle give slip et eller andet sted for selv at overleve.
Hans søster, Nolari*, bor meget langt væk. Tæt på Dodoma, men langt ude i en skov. Mere primitivt end i de hytter vi ser i de landsbyer, hvor vi kommer omkring. Hun lever i en lerklinet og firkantet hytte. Så lav, at man ikke kan stå inde i den. Den tjener kun som ly for de vilde dyr om natten. På samme måde, som man her på egnen lukker kvæg og geder ind i indhegninger med ‘flettede og tornede grene’ for at holde de vilde dyr væk fra bestanden, må hans søster trække en lignende dør hen over hullet i hytten, når hun og børnene skal sove.
Hendes skæbne blev – efter at være blevet omskåret som 14 årig – at Mois’ far bortgiftede hende til en 48 årig mand – alene for at få et antal køer! Også selvom at han var vidende om, at manden var skør. Nolaris primære opgave var, at passe på sin mand og kæmpe for at han beholdt sit tøj på! Han løb altid nøgen rundt – uanset hvad – og aldrig så snart det var lykkedes hende at få ham i tøjet – tog han det af igen.
Nu har hun 5 børn. Ikke med sin mand, men med mandens bror, så har påtaget sig ansvaret for Mois’ søster – sin brors kone! Det lyder jo som noget af en gerning – indtil man hører om, at han er en fordrukken sut, der tæver løs på Mois’ søster. Og sikkert også de 2 andre koner, som han har.
Han tævede Nolari så meget, at hun efter det fjerde barn, rejste hjem til sin far med sine børn og opholdt sig der i flere år. Ihvertfald indtil ‘drukkenbolden’ opsøgte hende på et tidspunkt, hvor han lovede bod og bedring – både i forhold til sit alkoholmisbrug og sin voldelige adfærd.
Faderen rådslog sammen med de andre i landsbyen om, at hun skulle vende hjem til sin mands bror. Og hun ville det også selv. Også selv om både Mois og Leah forsøgte at råde hende og faderen fra det. Da det ikke lykkedes opfordrede Leah hende til i det mindste IKKE at få flere børn. At hun skulle benytte sig, af nogle af de præventive midler man kan få. Eksempelvis indprøjtninger med mellemrum, så man ikke bliver gravid.
Mois’ søster er analfabet. Det er både hendes mand og hans bror også. Mois ville gerne have haft sin søster i skole, så allerede mens han selv gik i Secondary School, hvor han selv tjente lidt penge, betalte og meldte han sin søster ind i skole. Næste dag forbød faderen hendes skolegang.
I dag taler og forstår hun end ikke swahili. Hun taler kun maa.
Nu har hun fået sit 5. barn og i forlængelse af fødslen blev hun meget syg med kraftige blødninger. Derfor blev hun indlagt på hospitalet, hvor hun har gennemgået en operation og har fået adskillelige poser med blod.
Her er det ikke gratis at blive indlagt på hospitalet. Det har kostet rigtig mange penge – og der er kun én måde at fremskaffe dem på: ved at sælge ud af bestanden af køer!
Hun kom hjem…og den var gal igen! Så nu er hun atter indlagt. Men hvor længe? Og hvor skal pengene komme fra? Så nu ringer Nolari til Mois – og lægger pres på ham! Og han føler sig virkelig trængt op i et hjørne – for de har gjort ALT hvad de kunne for at forhindre, at hun kom i den situation. De har jo allerede taget flere familiemedlemmer under deres vinger – uden at det egentligt er deres ansvar.
‘Farmand’ er ikke blevet kontaktet – og det er jo egentlig ham, der har startet hele miseren. Først ved at bortgifte sin datter – fuldt vidende om gommens tilstand. Dernæst ved at sende hende tilbage igen til mandens bror, der fortsat drikker og slår hende.
Hvilket bringer mig frem til Mois far: Det er nemlig ikke den første historie, jeg hører om ham. Da vi for nogle uger siden besøgte Mois’ storebror, Jacob, hørte jeg om, hvor meget og hvor voldsomt Jacob var blevet tævet, fordi han blev kristen og ovenikøbet ville være præst. Jacob blev nærmest fordrevet fra sit barndomshjem.
Situation er ulykkelig, men desværre ikke enestående. Hospitalsindlæggelser er vanvittig dyre her – selv for folk med indtægter. For en fattig Masai familie, der bor langt ude i skoven, hvor der ikke er andre indtægter end dem, de kan erhverve sig ved at sælge ud af bestanden, er det en katastrofe. INGEN – heller ikke familen er i stand til at rejse beløb i den størrelsesorden. Det er der mange, der dør af!
For en familie, der bor langt ude i skoven, er der ingen forsikringer der dækker.
‘Min familie’ er lidt heldigere stillet. Fordi Mois er offentlig ansat, har han automatisk en forsikring. Men indtægterne her er så lave, at de ikke rækker til at hjælpe alle ud af deres nød. Både Mois og Leah arbejder hårdt på at hjælpe med de donationer, som de modtager gennem Tang’ena Community Development Organization (https://tecodeo.or.tz/) sammen med NGO’ens øvrige medlemmer. Men det er meget svingende indtægter – og ikke beløb, de kunne finde på at benytte til nepotistiske formål.
Så Nolari – som alt for mange andre – er overladt til sin egen grumme skæbne. Sådan er det at vokse op i et udviklingsland.
* Nolari betyder ‘et godt år’