Er sgu’ lidt uheldig – eller klodset…som man nu tager det! Uopmærksom er nok den rette betegnelse.

På vej hjem fra en indkøbstur i Arusha i går, styrtede jeg – sådan ca. så lang som jeg er – på vejen i Monduli…heldigvis lige udenfor et apotek!

Det efterlod et pænt stort sår på det højre knæ og storetåen. En forslået højre skulder og en forstuvet ankel på venstre fod!

Først ind og sidde, men jeg var så svimmel, at jeg måtte hjælpes ind på et tæppe på gulvet i baglokalet. Apotekeren startede med at måle mit blodtryk, der var røget ned til omkring 80 over ? Det husker jeg ikke helt, men heldigvis steg det indenfor relativ kort tid op til mine normale niveauer.

Den søde apoteker tog de sterile handsker på og begyndte at rense sår…med hjælp fra Mois, som hold telefonens lygte over mine sår, så apotekeren kunne se, hvad han havde gang i. Leah havde straks efter mit fald ringet efter Mois, som straks forlod skolen for at komme os til undsætning.

Nu ligger jeg her…dagen derpå …i gang med min 3 penicillin kur …og har lidt ondt af mig selv! Om jeg begriber, hvordan jeg kan blive ved med det skranteri!?

I dag går det bedre, men tager jo den tid det tager…at læges, så jeg kan bevæge mig lidt mere frit. Og i morgen har jeg en aftale med apotekeren, der vil tjekke og rense mine sår igen.

Jeg føler mig lidt træt og energiforladt og holder helst sengen, hvor jeg kan have benet og kroppen i ro. Min venstre fod er fortsat lidt øm, men ikke helt så hævet som i går. De fleste smerter har jeg i højre skulder, men tænker, at så længe jeg kan bevæge den i alle positioner, er der ingen grund til bekymring.

Og så har det været et helt specielt døgn: min værtsfamilie havde planlagt en ‘Stor Bededag’. Med et døgns faste og med masser af lange og kontinuerlige bønner. Ind i mellem fulgt op af klappe- og bankelyde eller afløst af sange.

Pastoren og hans kone har været her hele natten. Det har Mois’ bror med hele sin famile også. De kommer fra en meget fjerntliggende landsby og er stadig her. Hans bror, Jacob, er også pastor!

Der er blevet bedt for, at alle vores bestræbelser med Tang’ena Community Development Organization (Den NGO vi arbejder på at etablere og udvikle) skal lykkes, bedt for familen – og for mig….you name it!

Det meste af natten har jeg lyttet til højlydte bønner, der skulle rense huset og drive alle dæmoner væk. Ifølge mine værter, er det ikke usandsynligt, at det var dæmoner, der skubbede til mig i går  – dæmonernes bestræbelser på at forhindre mig i at hjælpe dem!

Det har egentlig været voldsomt at lytte til – indimellem – og til andre tider meget smukt, når de alle sammen har sunget, så taget var ved at lette. Disse gode afrikanske lyde har en særlig klang!

Men det er en lidt anden religiøs praksis, end den vi i al privat stilhed praktiserer på vores himmelstrøg. Tror jeg nok!? Her er den religiøse praksis udsprunget af Pinsebevægelsen – og deres praksis i Danmark kender jeg ikke til.

Som barn mødte jeg den katolske praksis, når jeg besøgte mine belgiske bedsteforældre. Som voksen – og sjælden kirkegænger – er det den protestantiske praksis, jeg har været en del af.

I Ghana deltog jeg i ‘den karismatiske kirkes’ gudstjenester og her deltager jeg i Pinsebevægelsens ditto.

Spekulerer lidt over, om de oprindelige afrikanske traditioner afspejles i måden at dyrke sin tro på? En bestemt form for engagement i troen? At troen ‘marineres’ af den kultur, hvori den tager form?

Sidste søndag stod ‘vores pastor’ med Biblen i hånden og knyttede en meget passioneret prædiken til dagens tekst, hvor der var mange sammenligninger til masaiernes håndtering af frygt. Mois stod lige ved siden af og oversatte prædikenen til engelsk – så jeg næsten kunne se både løver og krigere foran mig!

Sikkert er det, at troen spiller en stor rolle. Også i forhold til min opgave her. At være kristen er med til at forhindre omskæring af kvinder – og for den sags skyld også indgåelse af børneægteskaber. For omskæring er IKKE en kristen praksis – og det er flerkoneri heller ikke!

‘Energidrikken’ af mælk og blod indtager de kristne heller ikke. De må ikke drikke blodet. Spørgsmålet er så, om alle masaier er opmærksomme på, at de vitaminer og mineraler, som blod og mælkeblandingen giver bliver erstattet med nogle ernæringsrigtige alternativer?