Min fødselsdag er blevet holdt op af min begejstring over et enormt antal fødselsdagshilsner…og ikke mindst de mange skulderklap, der er givet til kampen imod omskæring og indgåelse af børneægteskaber.

TAK TIL HVER OG EN af jer for de bidrag som er tiltænkt Teng’ena Community Development Organization!

I alt er der via min MobilePay blevet indsamlet 4425 kroner. Det svarer til 1.511.999,38 tanzanianske shilling. Og det er et beløb, der har en ikke ubetydelig rækkevidde. De rækker langt her!Simpelthen så flot! I ved alle, hvem I er!

På det helt personlige plan, kunne jeg godt have ønsket mig en lidt anderledes dag.

Jeg blev ganske vist mødt med at hele huset sang for mig fra morgenstunden – og det var en sød og hyggelig gestus!

Og kage – med mit navn på – overbragt med sang og illumineret med tændstikker hen under aften – var dagens overraskelse! Jeg blev virkelig rørt!

Desværre har jeg gennem flere uger haft et skrantende helbred. Det startede med en lungebetændelse (tror jeg nok), ondt i halsen og en ‘generalforkølelse’ for nogle uger side.

Det var min første tur på ‘militær hospitalet’, hvor mit blodtryk blev fundet ok…og hvor jeg sagde nej tak til en HIV test…har ikke haft sex længe (så ved I det!) og kunne også afvise, at jeg havde været i nærheden af kanyler.

Så kom jeg ind til lægen – og vendte mine symptomer med ham. Ingen lytten til lungerne, ingen undersøgelse.

Så egentlig er det vel mig selv, der har stillet diagnosen – hvilket jeg nok ikke har be bedste forudsætninger for at gøre! Da jeg gik derfra havde jeg 1) penicillin til lungebetændelsen, 2) antihistaminer, 3 hostesaft og 4) en blanding af noget smertestillende og muskelafslappende.

Lidt overvældet kontaktede jeg min rejseforsikring, hvor jeg havde mulighed for at gennemføre en videokonsultation. Her blev der luget lidt ud. Har dog efterhånden fortæret ‘det hele’…for det blev ligesom ved…og måske har jeg også udviklet en allergi? Måske ville jeg få det bedre? Jeg er jo ikke vant til at bevæge mig på lerklinede gulve eller have høns oppe sofaen, hvor jeg sidder – så jeg har unægteligt fået nogle ‘hverdags-udfordring’ af en anden karakter end hidtil!

Og jeg skal hilse og sige: HVOR ER JEG TRÆT AF AT HÆNGE I BREMSEN MED MIT HELBRED!

Jeg er sikkert heller ikke den bedste til at ‘være syg’…det er så uvant for mig!

Sidste ombæring startede for et par dage siden…med noget, som jeg HAR prøvet før. Hyppige toiletbesøg, svien ved vandladning. Har forsøgt at drikke mig fra det – i vand, hvis nogen skulle være i tvivl! Når det ikke lykkes, kender jeg udviklingen af en blærebetændelse, hvor hurtigt det går og hvor ondt det gør!

Så i løbet af natten havde jeg besluttet mig: Jeg ville hen til en læge, hvor der også var adgang til et laboratorium…med en urinprøve, som jeg havde ‘leveret’ i én af mine dusinvise tomme vandflasker.

Så efter morgenmaden drog vi afsted til endnu ét – dog større og mere moderne militærhospital (det er tilsyneladende militæret, der tager sig af ‘Public Health’).

Det tager tid: Først skulle jeg indskrives i deres system. Alle i Tanzania har mindst 3 navne. Og her kommer jeg…med 2 navne: Ann Dasseville. Det var lige før, at jeg skulle dokumentere denne afvigelse med mit pas! Så her hedder jeg altså Ann Dasseville Dasseville…og har noteret mig længere fremme i systemet, at ‘a’, så Ann er blevet til Anna, er mere spiseligt!

Derfra til luge 4 – for at få en regning til lægebesøget. Videre til luge 6 for at betale regningen. Tilbage til luge 4 for at fremvise min kvittering og modtage mit kort igen.

Så ind til lægen. Som både ville tjekke blod og urin. Han ville vide, hvordan mit insulinniveau så ud.

Derfra blev jeg sendt til laboratoriet. Efter lidt ventetid kom jeg ind. Næ, næ…min kvittering var til lægen – ikke laboratoriet! Okay!? Men lægen sagde…

Turen gennem lugerne én gang: luge 4, luge 6 og tilbage til luge 4…og så kunne jeg komme i betragtning på laboratoriet.

Endnu lidt venten…jeg skulle jo tilbage til lægen og have resultaterne!

Jeg kom ind, fik min diagnose…’mit sukker’ ser fint ud…så det VAR en blærebetændelse!

Derfra til hospitalets apotek…herfra gentog alting sig igen: luge 4, luge 6 og tilbage til luge 4… så kunne jeg fremvise en kvittering og få min medicin.

Færdig! Hjem! Hvile…det var en langhåret omgang. Og nu ser jeg virkelig frem til, at jeg snart kan lægge ‘skranteriet’ bag mig!

PS. Af gode grunde er der ikke billeder fra Militærhospitalet. Fotografering forbudt – og her går man ikke udenfor markeringerne!