Når vi taler sammen, om ting vi kunne foretage os eller gøre, undrer jeg mig over, at man på alle tænkelige tidspunkter ‘bare’ griber telefonen og ringer…sen aften, lørdag, søndag. Direkte fra ord til handling.
Især, når jeg tænker på mine egne overvejelser: er det ikke udenfor arbejdstid? Er det mon for sent? Kan jeg tillade mig at ulejlige? For man skal da respektere folks arbejdstider, sovetider, fritid…whatever!
Sådan ser det ikke ud her! Her gribes ‘nuet’ på godt og ondt. Der er en eller anden synkronitet mellem tiden, der går – og tiden, der står stille.
Det er ikke ensbetydende med, at alle forehavender kommer i mål her og nu. Jeg er heller ikke sikker på, at der er en forventning om, at det skal være sådan! Men der er en accept og en tålmodighed omkring ‘tingenes tilstand’, som er mere urokkelig – end min!
Snakkede med Mois om det den anden dag. For i flere dage har han tilbragt TIMER i eller udenfor banken og ventet på, at de skulle færdigøre oprettelsen af en konto til deres NGO. Fredag eftermiddag efter skoletid til ud på aftenen. Tidligt lørdag morgen til op af formiddagen. Uden egentlig at foretage sig andet end at vente eller være til rådighed for en bankfunktionær – uden irritation og med stor tålmodighed. Men opgaven er sket fyldest. Han har holdt dem til ilden og forhindret dem i at lægge oprettelsen af NGOens konto fra sig. Det er lykkedes!
Arbejdstid – både hans egen og bankens – er også en noget mere fleksibel størrelse: ‘Jamen, lukker banken ikke?’ spørger jeg. ‘Jo, dørene bliver låst, men de fortsætter arbejdet indenfor’. For Mois spiller det tilsyneladende ikke den store rolle, at en del af ventetiden foregår i bilen, fordi dørene til banken er blevet låst. De ved, at han er der – og ringer til ham, hvis det er noget de skal vide eller noget han skal frembringe. De glemmer ham ihverfald ikke!
Jeg undrer mig også over hans egen arbejdstid. I mine øjne har han en slags ‘flextid’. Han er altid i stand til at generere tid til f.eks. at møde mig i internet-shoppen eller køre mig til en læge, eller køre en tur til Arusha i et eller andet formål. Det er nok lidt som ‘gyngerne og karussellerne’. For hvornår han har fri er lige så ubestemmeligt. Jeg er sikker på, at han til hver en tid kompenserer den tid, han lægger uden for skolen.
Planer har lidt en lignende karakter. Der er masser af dem. Og de bliver også lagt. Men de bliver også ændret igen med den allerstørste selvfølgelighed.
Og det er måske forklaringen på, at det er afgørende, at man venter udenfor banken i timevis? At man derved forhindrer en plan i at glide over i en anden plan…inde på bankfunktionærens bord!?
Der er også ændringer, der er helt forståelige. Uforudsigelige strømafbrydelser af kortere eller længere varighed. Vandforsyningen, der udebliver, fordi der er opstået et problem med et rør, hvorfra vandet hentes.
Alligevel fyldes dagen med mange små gøremål, som folk, der kommer forbi, vand, der trækkes op i spande, tøj, der skal vaskes, små ærinder. ALT her er manuelt arbejde. Ingen ‘knapper’, der skal starte en funktion. Alt imens fjernsynet kører…mest med kristne korsange!
Og som i dag: Der var en plan om, at der skulle luges ukrudt mellem bønnerne og majsen på marken, men efter nogle voldsomme regnskyl ville man ikke få meget andet ud af det – end at hænge fast i eller glide rundt i uhyre tung muld.