Til tider er det godt at holde fast i sin intuition og sit indre kompas…selvom alt i sol og måne peger i retning af det rene galimatias – og jeg drog da også afsted med en lille skepsis og en plan B i lommen, hvis det hele skulle vise at være et flop!

I virkeligheden følger jeg blot en tråd, der startede i Thailand, hvor jeg mødte en anden frivillig, Diane, en engelsk kvinde på min egen alder bosiddende i Frankrig. Vi blev knyttet ind i et skæbnefællesskab, hvor vi delte hjerteblod, fælleskab og engagement i at løse særegne opgaver. I Thailand var det ønsket om at støtte kvinder, der var ofre for sexturisme og forhindre anvendelse af børn til pædofile formål. Ja, ok…vi delte også et glas vin i ny og næ!

Diane og jeg holder fortsat kontakten. Bl.a. besøgte jeg Diane i Frankrig sidste sommer.

Jeg var begyndt at spekulere over, at jeg gerne ville afsted igen…og havde flere ting i kikkerten, da jeg modtager en besked fra Diane om ‘at det her lyder som noget for dig’. Diane vidste på det tidspunkt intet om, at jeg var ved at planlægge et nyt ryk…så det kom som kaldet. Sådan oplevede jeg det. Hurtigt fulgte jeg op på Dianes henvendelse og fik tilsendt en kontakt til Leah.

Samme dag, som mit hussalg blev bekræftet, besluttede jeg mig for at tage kontakt med Leah Lazaro. Bare for at høre mere. Ikke for at træffe en beslutning. Jeg havde en samtale med Leah og Mois, hvor jeg forelagde mit ærinde. Vi talte lidt om, hvad mine opgaver kunne være. Jeg spurgte til noget skriftligt materiale…og noterede mig, at de kiggede på hinanden på en måde, hvor der nok IKKE var noget at sende. Og så havde vi nærmest lavet en aftale. Nå! Og?

For at sikre mig, at jeg havde forstået rigtigt og at vi var enige om vilkårene, lavede jeg et resume af vores samtale. Så kunne de jo gøre indsigelser, hvis de mente at resumeet ikke stemte overens. Det var i begyndelsen af september.

Næste ryk var i slutningen af året, hvor jeg ønskede en bekræftelse på, om det ville være ok at booke et fly til den 10. marts.

Igen en lang og stille periode.

I slutningen af februar blev jeg enig med mig selv om, at jeg som et minimum måtte have en adresse. Måske nødvendigt for at få et visa…og under alle omstændigheder havde jeg brug for helt konkret at vide, hvor jeg skulle opholde mig – i Monduli!

Nu er jeg her!

Og det er en stor og dejlig udfordring, der bliver mødt med stor taknemmelighed. Det bliver helt sikkert et ophold med et stort og gensidigt udbytte. Berigende for os alle.

Udgangspunktet var primært undervisning i landsbyerne, hvor et stop for omskæring af piger / unge kvinder og indgåelse af børneægteskaber er på dagsordenen. Jeg vil nok snarere betegne mine gøremål som en support at Leah’s og Mois’ kampagner.

I flere og flere landsbyer støtter kvinderne op om kampen imod omskæring. Får de kendskab til at en omskæring er på vej til at finde sted, kontakter de Leah og Mois, som straks rykker ud og forhandler med den familie, der er blevet rapporteret om.

Den traditionelle omskæring af kvinderne er rodfæstet i Masaiernes økonomi. En omskåret kvinde er en indtægt for familien. Derfor siger det næsten sig selv, at man i bekæmpelsen af omskæring er nødt til at have fokus på nogle alternative indtægter. Donationerne til den NGO, som Leah og Mois oprettet går netop til dette formål. NGOen hedder Teng’ena Community Development Organization. Forkortet TECODEO.

Jeg er den første ‘frivillige’, der er her over en længere periode. Så vi er alle ‘nye’ i, hvordan vi kan udnytte denne mulighed. Det er en lærerproces, der udvikler sig hen ad vejen. Vi bliver på begge sider inspireret og får ideer, mens vi udveksler behov og muligheder.

Personligt har jeg behov for at føle mig ‘nyttig’, mens jeg er her. For ellers giver det ikke mening at beslaglægge plads og ressourcer hos en familie, hvor ressourcerne er knappe og hvor hver en tanzaniansk shilling tæller.

Ved ‘kun’ at følge og støtte kampagnerne i landsbyerne, der fortrinsvis finder sted i weekender og ferier, fordi det er Mois, der har bilen og kørekortet, følte jeg ikke, at jeg leverede ‘nok’ valuta for opholdet.

Og hvad var så mere nærliggende end at tage udgangpunkt i at få besvaret alle de spørgsmål, som jeg selv ønskede, at jeg havde vidst, inden jeg kom?

Og her opstod første ide: Hvis deres nyoprettede NGO skulle ud over rampen med henblik på at søge donationer, frivillige eller fundraise skulle de som et minimum være i stand til at præsentere sig selv og deres forehavende. En rigtig spændende opgave for mig, der samtidig åbnede op for at jeg kunne stille alle slags nysgerrige og intime spørgsmål til dem begge to. Det har været en fornøjelse og de er begejstrede.

Den næste ide opstod, da jeg ville undersøge, om jeg kunne bruge min fødselsdag til at fundraise nogle penge til deres nye NGO på Facebook. Her gik det op for mig, at der er nogle grundlæggende og formelle krav, der skal være på plads for at det kan lade sig gøre. Eksempelvis en konto, der tilhører NGOen – imodsætning til at donationer formidles via private konti.

Siden da har Leah og Mois sammen med 6 af TECODEO’s medlemmer brugt nogle dage i banken på at oprette en formel konto.

Når man ikke er bundet ind i faste strukturerer og dagsordener, bliver det spontane rum større. Med plads til at der kan opstå nye muligheder:

Jeg får et spørgsmål via Facebook om indholdet i den sæbe, jeg står og vasker tøj i – som jeg naturligvis undersøger nærmere. Da jeg sammen med Leah kigger på de sæbebarer hun har liggende, nævner hun noget om sæbeproduktion. Det sæbe, de anvender her er importeret fra Kenya – og som Leah ganske rigtigt siger: Sæbe er noget alle har behov for til alle tider, så det kunne vi jo lave!

Senere samme dag har jeg en samtale med en god veninde i Danmark, der omtaler den platform som COOP har til crowdfunding…der sætter flere tanker i sving.

Dagen efter udvikler ideen sig yderligere og inden dagen er omme, har vi talt med og modtaget et tilbud fra et firma i Dar es Salaam på udstyr og materiale til en small business sæbeproduktion i Monduli.

Næste skridt bliver en forespørgsel til Coop om mulighederne for at crowdfunde projektet via dem.

Masaierne liv og forudsætninger er så forskellige fra mine. Men det betyder blot, at vi høster indsigt fra begge sider. Jeg lærer så meget her – der giver refleksioner til det liv, jeg lever i Danmark. De har glæde af, at jeg kommer fra en verden, hvor jeg ved mere om nogle af de ting, de har brug for i deres arbejde med en NGO. Små ting som at bruge Zoom, lære at redigere en hjemmeside kan være nyttigt for Leah og Mois i deres bestræbelser på at inddrage flere i kampen mod omskæring og børneægteskaber.

Så hverdagene her opleves lidt som, at vi åbner vores egne verdener for hinanden – og lader os inspirere af, hvad vi hver især kan tage med os som noget, vi kan have glæde eller nytte af.

Så hvordan den kommende tid vil udvikle sig med ‘hvad jeg laver her’…det bliver spændende!