Nu har jeg været her i Monduli i 14 dage. Det er næsten ikke til at begribe. ‘Ånden’ og tiden her er så anderledes og så intens – og så langt væk fra ‘mit hjemlige trummerum’ – at det føles som om, at jeg har været her i en evighed – samtidig med at jeg befinder mig i en tidslomme, hvor tiden står helt stille. Der er meget ‘væren’ her. Små ‘nu’er at gribe om, der leder én videre til det næste skridt.
‘Planer’ er der naturligvis. Men ikke af den strukturerede slags, som jeg er vant til. Mere planer, som opstår og ændres undervejs – næsten som en slags opdagelsesrejse!
Jeg er landet midt i privatsfæren af en ægte, hjertelig og stolt Masai familie. Familien består af Leah – også kaldet Mama Bright efter sin førstefødte søn. Mois er det mandlige overhoved. Patriarkalsk på den mest omsorgsfulde måde, man kan tænke sig. Han går ikke af vejen for at give sine børn medicin, putte og kramme dem, trøste, lægge dem i seng eller andet. Og det er så tydeligt, at han elsker sin kone. De er meget forbundne. Jeg spøger med, at han ikke behøver at have flere koner…for i den korte tid, jeg har været her, har hun skiftet type og frisure 3 gange. Hun er altid lige smuk – uanset skiftende looks!
Og så har de tilsammen 3 skønne børn: Abby, en yndig lille pige på 2 år, Binaye en dreng på 5 og Bright på 7 år. De ønsker det bedste for deres børn, så begge drenge (og sikkert også Abby, når hun bliver ældre) går i en privatskole, hvor de bliver undervist på engelsk. Det er jo dejligt – både for dem og mig – at kunne kommunikere.
Leah’s søster, Flora, bor også her. Hun er dumpet til en test i sit secondary skoleforløb og bor her, indtil hun efter sommerferien enten skal i lære som frisør eller syerske.
Familien har taget så godt imod mig, at det næsten opleves, som om jeg er blevet adopteret. Og det er ikke en dårlig ting i en afrikansk sammenhæng! Det er helt utroligt, hvor stor en rolle min alder spiller. Jeg har nok aldrig følt mig så respekteret på grund af min alder som her. Samtidig scorer jeg også en del point på det, fordi jeg fysisk og helbredsmæssigt er i en bedre forfatning end mine alderssvarende medsøstre. Jeg er lidt blevet familiens hvide ‘mama’ og ‘bibi’ (mor og bedstemor) her.
Jeg kommer ikke til at lære at tale swahili her. For det første er deres behov for at styrke deres engelskkundskaber større end min trang til at lære swahili og for det andet, så er deres sprog maa, som tales af Masaierne. Maa er mest udbredt her. En del kan dog også lidt swahili, da det er det officielle sprog i Tanzania.
Mois både taler og skriver engelsk. Leah udnytter flittigt muligheden for at styrke sine engelskkundskaber i vores samvær. Og for hver dag der går, kan jeg høre at hun bliver bedre og bedre – både til at forstå og udtrykke sig på engelsk. Jeg fornemmer også hendes glæde ved, at hun har den samme oplevelse af progression, hvilket ansporer hende til at inddrage og fortælle mig om endnu flere ting. En klart win-win at blive fortrolig med denne kvinde, der brænder for at gøre en forskel og lægger hjerteblod i at stoppe omskæring (som hun selv har været udsat for) og fremme levevilkårene for kvinderne i Masai samfundet. Som hun selv har udtrykt det: I love my community and I love helping them.
Mois er uddannet bachelor i kemi og underviser som lærer i Secondary School. (De ældre klassetrin). Jeg husker ikke helt hans indkomst, men den er ikke himmelråbende høj. Dem, der tjener bedst i Tanzania er folk i regeringen og militæret. Han har i sin tid ‘købt’ Leah for 8 køer af sin svigermor. (Leahs far døde, da hun var 2 år gammel). Han skylder hende dog stadig de 4 af køerne! Det må komme hen af vejen, når der bliver råd.
Selvom de ikke har mange penge, har de høje prioriteringer i forhold til deres børn. Det koster 500$ for førstebarnet og 300$ for andetbarnet om året at gå i privatskole; men de vil gerne give deres børn en god start – og måske også muligheden for at studere i udlandet, når de bliver ældre.
Huset, jeg bor i, er under opførelse. Efterhånden som der bliver råd, vil opførelsen fortsætte. Det betyder, at her er murede vægge, rum inddeling, døre og et tag, indlagt elektricitet (når det fungerer!) og indlagt vand på de 2 toiletter, der er i huset. Det ene er et af de toiletter, som man står på og det andet er af den ‘hjemlige’ slags, hvor man sidder. Gulvene i de fleste rum er lerklinede. Bortset fra toiletrummene som er flisebelagt. Jeg er så heldig, at have fået et soveværelse med egen adgang til siddetoilet – og en bruser! Her er det ‘learning by doing’ – og da jeg ikke vidste, at der kun var 200 l vand i en beholder på taget, løb jeg hurtigt tør for vand. Som uvidende vestlig, troede jeg at det var et teknisk problem! Ingen bebrejdende miner her, men en sød (og usand!) historie om, at én af børnene nok ikke havde slukket for hanen! Det blev lige til et par dage med kande og spand! Regn og udefra opfyldte beholdere har givet mig morgenbadet tilbage.
Noget af det sværeste for mig er mine sorte tæer! Jeg tror, at de skal ligge i blød meget længe førend de kan blive rene igen og ligne de fødder, jeg havde med mig ved ankomsten.
Jeg har bestilt en tur-retur billet til Dar es Salaam i slutningen af april måned, hvor jeg skal bo helt kystnært. Jeg ser virkelig frem til flere laaange soppe-ture!
Heldigvis lever jeg fint med min morfars ordsprog om, at lidt skidt i maden ikke gør noget, men at en skovlfuld til en grydefuld – det er for meget. Heldigvis er jeg ikke bakterie forskrækket.
Jeg er heller ikke kræsen. Så jeg lever også fint med en anderledes kost. Morgenmaden er ofte toastbrød. Ikke ristet, men fra pakken. Den dyppes i teen. Pandekager eller chapatti’ er også en mulighed. Ligeledes uden tilbehør. De har fundet ud af, at jeg godt kan lide æg – så jeg får ofte en omelet. Og det er jeg glad for. Det giver mig en mæthed, som er lidt anderledes end ‘det bare brød’. Bønner, ris, majsgrød og spaghetti er også hyppigt på menuen. Aftensmåltidet i går var f.eks. kogt spaghetti vendt i olie. Forretten et stykke avocado, lidt agurk og et stykke mango.