14. oktober

Jeg ville have været på Osu slot – Christian Borg. Det ville jeg også i tirsdags, men opdagede, at der var lukket….inden jeg tog hjemmefra.

I dag nåede jeg helt frem til lågen. Men her var beskeden, at der kun var åbent lørdag og søndag. Og det hjalp mig ikke at sige, at deres internetside oplyste, at der KUN var åbent fredage!

Tja…som de fleste andre dage: Man har en plan, til man laver en ny!

Tænkte, at der ikke var længere til centrum end at jeg kunne tage turen til fods. Min ‘Bolt’ chauffør var jo kørt.

Men det er jo regntid…så der stod jeg, da himlen åbnede sig. Ikke helt let at gebærde sig i – eller finde ly for regnen.

Jeg ledte efter en cafe eller lignende, hvor jeg kunne komme indendørs, men det er altså svært at få øje på den slags steder tæt på Accra’s centrum! Der, hvor jeg troede at min redning lå, var der opstillet et par pavilloner og en masse stole, så dér satte jeg mig. Men noget føltes forkert…så jeg spurgte lidt ind til stedet hos den kvinde, der sad nærmest mig. ‘It’s a funeral’ lød svaret – så regn eller ej…sorry…my condolences…I didn’t mean to intrude on you…jeg fortsatte hurtigt ud i regnen igen.

Lod mig inspirere af en forbipasserende, der havde sprættet en plastikpose op. Den lignede en hætte, der præcis kunne dække hoved og skuldre. Og plastikposer her er IKKE et problem! Der er så mange af dem, at jeg er lige ved at tro, at dem vi ikke må bruge (uden at skamme os!) er eksporteret til Ghana!

Som tidligere sagt, er ghaneserne yderst hjælpsomme og venlige …de fleste af dem. Enkelte tænker sikkert, at jeg fotograferer dem, når jeg orienterer mig på Google Maps…tror jeg…for hvorfor skulle de ellers i et lidt aggressivt tonefald råbe ‘What are you doing?’ efter mig?

Men derude i regnen kom en sød ghanesisk kvinde hen til mig, fordi hun sikkert havde gættet, at jeg var på jagt efter en paraply. Hun førte mig hen til en stand, hvor jeg kunne vælge den eneste mulige paraply. En fin og spinkel paraply i en fancy indpakning – som jeg er sikker på, at Cudjoes datter på 8 år, vil blive begejstret for!

Lidt længere hen af gaden, blev jeg inviteret ind i en ‘privat og overdækket’ gård, hvor jeg blev siddende til regnen stilnede af.

Våd og svedig gik turen ind til Makola Market, hvor jeg havde været den anden dag. Ville måske have købt et par ting mere, men det var bagende varmt og der var SÅ meget trængsel, at jeg intet kunne se…andet end den kødrand, jeg omgav mig med. Kan bedst beskrive det, som at være på de forreste rækker foran den store scene på Roskildefestivalen!

Det var tydeligt, at ALLE følte sig pressede. Ordene forstod jeg ikke, men det behøvede jeg ikke for at forstå hvordan folk indbyrdes skændtes om retten til at bevæge sig!

Bare forestil jer en masse kvinder, lastet tungt med store og brede fade og krukker, der har vanskelig ved at passere hinanden. Dem, der kunne, tog fadene ned fra hovedet, så de kunne holde deres ‘gods’ skråtstillet indtil der blev farbart igen. Trafikken her var mindst lige så hektisk som den på landevejene, så uden andet en min GPS på mobilen, navigerede jeg mig ud fra kerne til et sted, hvor jeg regnede med at kunne finde en taxi, der kunne befordre mig til mit mødested med Evelyn. (Min madmor!)

Det lykkedes. Men i mellemtiden var Evelyn taget med sin veninde til et hospital, så næste mødested var børnenes skole!

Vi kom alle hjem. Og jeg så træt, at jeg kunne have sprunget maden over. Men ikke her: Hvem rullede forbi med varm mad til mig, inden arbejdstid? Ja, Cudjoe kom forbi med Evelyns veltilberedte mad. Har aldrig følt mig så forkælet…bare jeg nu kan huske at stå på egne ben igen!

Mit ghanesiske slogan: ‘Man har en plan, indtil man laver en ny’ holder helt stik. Også i dag! Så selvom intensionerne så anderledes ud i morges – så har jeg haft endnu en fantastisk dag!