Den 10. oktober.
Planen holdt ikke!
Røde Kors bossen var ude og monitorere ‘noget’, så han kunne ikke i dag.
Men i bedste Ghana-stil betyder det kun, at man så laver en ny plan!
Jeg kørte med Evelyn ind til centrum…efter samme skabelon som de andre dage. Op kl. 5, klar kl. 6, børnene i skole kl. 8….og så indtil centrum af Accra, hvor Evelyn satte mig af midt i markedsområdet.
Sikke et mylder – og vanvittig meget at se på! Jeg havde sat mig for, at jeg skulle finde et skærebræt – for det mangler huset! Og så blev jeg nærmest ‘trukket’ hen mod nogle smukke stoffer…de stjal nærmest mit synsfelt!
Efter byturen tog jeg en ‘Bolt’ tur. (En tjeneste, der ligner Uber til forveksling, hvor man prædestinerer sin tur med en forud fastsat pris.)
Jeg havde badetøjet med og ville på stranden. Landede et smukt sted, men fandt ud af, at her var dybt og at det var et fiskested. Så jeg tog i stedet en kop kaffe på strandbredden og betragtede de mange mennesker, der ved fælles hjælp trak nettene ind. Fantastisk syn!
Man kan vel nærmest sige, at det er en slags ‘privat initiativ’, hvor nogen sejler ud i både med net, hvorefter de smider nettets tovværk ind til hjælpere på stranden. Ved fælles kraft hives nettet i land, som er fyldt med mange slags fisk. Fiskene sorteres på stranden og fordeles blandt dem, der har deltaget…ingen vejning, ingen registrering, bare en pris…og når handlen er gjort, så er man klar til at gå ud og sælge sin fangst. I Danmark ville vi sikkert kalde det for sort- eller måneskinsarbejde!
Da Evelyn ringede og jeg fortalt hende om situationen, kunne hun fortælle mig, at en lille kilometer længere ned af strand, var der badestrand. Den fandt jeg også. Men selvom stranden var fyldt med folk, var der ingen i vandet. Bølgerne var alt for kraftige til en badetur.
Om aftenen kunne jeg mærke, at en ny morgen fra kl. 5 nok ikke var det bedste for mig. Jeg følte mig sløj og havde ondt i halsen. Skyndte mig – inden det blev for sent – at sende en besked om, at jeg havde brug for en stille dag, så de ikke unødigt skulle forbi og hente mig!