Min mor er på mange måder blevet mit store barn.
Det er lidt trist. Der er mange paralleller til at være ‘rigtig mor’ med et ‘rigtigt’ barn. Den største forskel er, at det ‘rigtige barn’ bliver mere og mere selvstændigt og løsriver sig fra sin afhængighed og at det modsatte er tilfældet med min mor. Hun vil med tiden blive mere afhængig.
Følelsen af, at et andet menneske er afhængigt af én, kalder både på omsorg og ømhed. En søgen efter at kunne afhjælpe en vanskelig situation eller fremkalde en glæde.
Derfor havde jeg inviteret min mor og hendes veninde – hver med sin rollator – til bigband koncert i anlægget i Stubbekøbing. De skulle have en god oplevelse inden jeg drager afsted til Porto!
Med møje og besvær fik jeg klemt 2 rollatorer og 2 ældre damer ind i min Peugeot 208. Det lykkedes…selvom jeg måtte undre mig over mine anstrengelser over, at det var SÅ MEGET mere vanskeligt, at få den sidste rollator ind i bilen på vejen hjem. Det var KUN min overbevisning om, at det var lykkedes på vejen derud, der fastholdt tålmodigheden og bestræbelserne på at få bagklappen ned over det sidste hjul!
Efter koncerten kørte vi hjem til Hesnæs for at drikke kaffe og spise resterne af den brombærtærte, jeg havde medbragt.
Dér gik det op for min mor, at jeg rejser på ferie og er væk i 3 uger. 3 uger er et relativt abstrakt begreb for min mor. Men helt konkret…så er det laaang tid!
Hvor gjorde det ondt på mig, at se hendes ansigt opløses i gråd og løsne hendes greb om mig. Føre hende hen i sin stol med løftet om, at jeg snart er tilbage, at jeg ringer til hende fra Portugal og samtidig finde evnen til at trøste og opmuntre. Holde min egen smerte ved oplevelsen tilbage. Jeg efterlod hende med en skriftlig besked, hvor jeg skrev: JEG RINGER TIL DIG FRA PORTUGAL. Timerne derefter var tunge.
Heldigvis – efter mange forsøg – fik jeg kontakt med hende i telefonen: Hun var faldet til ro, havde delt brombærtærten, som jeg efterlod, med ‘hjemmehjælperen med de smukke øjne’ og var faldet til ro. Hun havde ovenikøbet fået overskuddet til at udtrykke sin glæde for, at jeg skulle have en god ferie.
Når ens forældre – her mor – er kommet i den tilstand, at hun ikke mere magter sit liv, er det ofte en smertefuld proces. De fleste forældre ønsker nemlig ikke at påføre deres barn den byrde.
På den anden side står barnet, som pludselig har fået et “job”, man ikke har søgt. Også her bliver det følelsesmæssigt voldsomt.
Det kræver ufatteligt meget af begge parter at skifte roller. Eks er mor også et symbol på alt; på omsorg, trøst, hjælp, forståelse…alt! Uanset om det har været sådan. Symbolet er stærkt. Også for moderen. Og “mor”skulle jo støtte en i den nye rolle, man får, men hun er jo netop dén, det drejer sig om, og som ikke kan.
Selvfølgelig vækker det mange følelser hos både mor og barn; vrede, afmagt, sorg, ensomhed, alt er på spil. Og man har lov til at have alle de følelser. De skal accepteres, hvis man tager jobbet. At man er i stand til at håndtere alle de følelser, der stadig er i spil, på en måde, der bliver værdig og respektfuld. Både overfor sin mor, og overfor sig selv. Hvis det lykkes, hvis man kan – ikke alle kan – så får man så mange smukke og bevægende stunder, som man (hvis man overlever) altid vil bære med sig. At ens mor “overgav” sig i tillid til en, det er smukt og rørende. Og den dag, man må sige farvel, kan man se sig selv i øjnene.
Kære Ann, måske lyder det frelst, men du ved, at jeg også har været i den situation i mange år. Ind imellem ønskede jeg min mor død, fordi jeg simpelthen ikke havde flere kræfter. Jeg kunne ikke mere. Det er helt i orden at tænke sådan. Kærlig hilsen og knus. Lene